Etablering af Nørrebro Cykelrute på strækningen Ågade-Jagtvej samt bro over Ågade (Bygge- og Teknikudvalget)
Etablering af Nørrebro Cykelrute på strækningen Ågade-Jagtvej samt bro over Ågade (Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 1. november 2005
J.nr. ØU 458/2005
23. Etablering af Nørrebro Cykelrute på strækningen Ågade-Jagtvej samt bro over Ågade (Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget
overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det i denne indstilling beskrevne projekt for en buebro over Ågade
realiseres, og
at der gives en anlægsbevilling på 30,2 mio. kr. til anlæg af Nørrebro
Cykelrute etapen Ågade-Jagtvej (cykelrute og bro) under Vej & Parks anlægsramme
(konto 2.22.3 Vejanlæg).
at den afledte årlige udgift på 385.000 kr. til drift af cykelrute og
bro (funktion 2.11.1 Vejvedligeholdelse) fra 2007 dække
s af puljen vedr.
"Merudgifter ved nye byområder"
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 12. oktober 2005
Anbefalet.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
At Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at Bygge- og Teknikforvaltningen til Borgerrepræsentationens behandling af sagen fremsender en nærmere redegørelse for beregningerne bag opgørelsen af de øgede driftsudgifter på 385.000 kr. som følge af projektet.
De afledte årlige driftsudgifter på 385.000 kr. i forbindelse med projektet dækkes i udgangspunktet af Pulje til nettomerudgifter ved nye byområder mv. fra 2007. Omflytningen af midlerne fra Økonomiudvalgets budgetramme (funktion 6.51.1 Fælles driftspuljer) til Bygge- og Teknikudvalgets budgetramme (funktion 2.11.1 Vejvedligeholdelse) i 2007 indarbejdes i budget 2007."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2005
Anbefalet.
Behandling:
Borgerrepræsentationen.
RESUME
Bygge- og
Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget
og Borgerrepræsentationen anbefaler, at det i denne indstilling beskrevne
projekt for en buebro over Ågade udbydes sammen med det den 11. november 2004
af Borgerrepræsentationen godkendte projekt for etablering af Nørrebro
Cykelrute på strækningen Ågade-Jagtvej. Bygge- og Teknikforvaltningen har
gennemført et begrænset udbud af en brorådgiveropgave. Forvaltningen har fået udarbejdet 3
forslag, hvoraf en bedømmelseskomite har udvalgt en buebro, som den bedste
løsning, og som den bro man vil foreslå etableret.
Økonomi
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller endvidere at der gives en anlægssbevilling
på 30,2 mio. kr. til anlæg af en bro over Ågade samt anlæg af Nørrebro
Cykelrute på strækningen Ågade-Jagtvej under Vej & Parks anlægsramme (konto
2.22.3 Vejanlæg).
De forventede
driftsomkostninger efter etablering af en bro over Ågade samt anlæg af Nørrebro
Cykelrute på strækningen Ågade-Jagtvej er vurderet til at blive i alt 400.000
kr, hvilket er en stigning på 385.000 kr. om året sammenlignet med de nuværende
årlige udgifter. Driftsudgifterne foreslås finansieret af den fra budget 2006
forventede "Pulje til merudgifter ved nye byområder".