Mødedato: 01.10.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Godkendelse af HOFORs yderligere finansiering til bud på statens kommende udbud af CO2-fangst og lagring

Se alle bilag

HOFOR har udarbejdet et opdateret budgetoverslag vedrørende HOFORs projekt om bud på statens udbud af CO2-fangst og lagring (CCS). Budgettet er øget med 35 mio. kr. i fase 1 samt tillæg af 4 mio. kr. til mulig ekstra planproces, jf. bilag 2.

Det indstilles, at Borgerrepræsentationen godkender, at HOFOR finansierer budgettet fra HOFORs egenkapital. 

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at HOFOR allokerer yderligere 39 mio. kr. af HOFOR Forsyning Holding P/S’s egenkapital til forberedelse og afgivelse af bud på statens udbud af CO2-fangst og lagring m.m., jf. bilag 1 og 2,
  2. at HOFOR med henblik på deltagelse i CCS-udbuddet og i CCS-virksomhed gives mandat til at oprette og indgå i de nødvendige selskaber, partnerskaber m.m. forbundet hermed.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 14. december 2023, at HOFOR allokerede 50 mio. kr. af egenkapitalen til bud på statens kommende udbud af CO2-fangst og lagring (CCS).

HOFOR vurderer, at CSS-projektets størrelse og kompleksitet bevirker, at HOFOR må indkøbe betydelig ekstern konsulentbistand til projektet, hvilket har betydet, at omkostningerne er steget. Der er således behov for at øge budgettet fra 50 mio. til 85 mio. kr., jf. bilag 1. Desuden afsættes der yderligere 4 mio. kr. til procesplanlægning m.m., jf. bilag 2. 

Løsning

HOFORs bestyrelse indstiller, at HOFOR allokerer yderligere 35 mio. kr. af HOFOR Forsyning Holding P/S’s egenkapital til finansiering af CCS-projektet, svarende til et budget på 85 mio. kr. til ultimo 2024, jf. vedlagte bilag 1, med tillæg af 4 mio. kr. jf. bilag 2. Desuden indstilles det, at HOFOR får mandat til at oprette selskaber og indgå i partnerskaber m.m. med henblik på at kunne afgive et bud på statens CCS-udbud samt indgå i partnerskaber m.m. om CCS-virksomheden, jf. bilag 1.

Budgettet finansieres fra HOFORs egenkapital, som Borgerrepræsentationen har øremærket til grønne investeringer. Økonomiforvaltningen vurderer, at CCS er en grøn investering.

HOFOR redegør i bilag 1 for CCS projektets status samt HOFOR’s partnerskabsdialog m.m. Det bemærkes, at Energistyrelsen har lagt 2024 og 2025 udbudsrunderne sammen til én runde med prækvalificering i januar 2025. Desuden oplyser HOFOR, at HOFORs partnerskabsdialoger peger på, at der skal involveres mere direkte i CCS virksomheden. HOFOR vil dermed blive en mere ligeværdig partner, men også påtage sig en større del af projektrisikoen.   

Bilag 1 og 2 er fortrolige, da de indeholder information om HOFORs overvejelser om bud på statens kommende udbud af CO2-fangst, partnerskabsdrøftelser m.m. Bilagene vil også være fortrolige efter Borgerrepræsentationens behandling af sagen.

Økonomi

HOFOR allokerer yderligere 35 mio. kr. af selskabets egenkapital til at finansiere et bud på statens CCS-udbud, jf. bilag 1. Desuden afsættes der 4 mio. kr., fra egenkapitalen, i tillæg, jf. bilag 2, til i alt 89 mio. kr.

HOFOR har desuden beregnet et overslag på 50 mio. kr. for projektomkostninger i 2025, i alt 135 mio. kr., jf. bilag 1. Hertil kommer tillæg af ovennævnte 4 mio. kr. Når bestyrelsen har behandlede en sag om 2025 midler vil Borgerrepræsentationen blive forelagt en sag herom. 

Hvis HOFOR (og partner) vinder statens udbud bud, skal HOFOR realisere et CO2-fangstanlæg m.m. I den forbindelse forventes det, at HOFOR skal finansiere betydelige investeringer, som vil kræve yderligere kapital.

I den forbindelse vil Økonomiforvaltningen fremlægge ny indstilling om kapital, kommunegarantier og/eller allokering af HOFOR’s egenkapital, hvis projektet er rentabelt.

Hvis HOFOR ikke vinder udbuddene, må det forventes, at HOFOR skal bogføre et tab vedrørende de midler, der er forbrugt i forbindelse med budprocessen.

Videre proces

HOFOR arbejder videre med at mobilisere et muligt partnerskab.

Hvis HOFOR vinder statens udbud, vil HOFOR, med eventuel partner, skulle anlægge et CO2-fangstanlæg og håndtere lagringen af CO2.

 

Søren Hartmann Hede   /  Nicolai Kragh Petersen

 

Til top