Mødedato: 01.10.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Annullering af anlægsprojekter - august 2019

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

For at sikre en hensigtsmæssig styring af Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsportefølje skal Borgerrepræsentationen tage stilling til annullering af otte anlægsprojekter.

Tidligere beslutninger

 

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at bevillingen til Ørestads Boulevard ikke annulleres,

  2. at projekt for Lundehustorvet ikke annulleres og Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder budgetnotat på 12,4 mio. kr. til budget 2020 til projektering og den fysiske anlæggelse af Lundehustorvet,

  3. at projektet Tingbjerg-Husum byudviklingsstrategi - forprojektering af busvejsforbindelse annulleres, jf. bilag 4,

  4. at projektet Parkering – P-anlæg i konstruktion på Østerbro ikke annulleres,

  5. at projektet Dybbølsbro, vinge annulleres, jf. bilag 6,

  6. at projektet Arealplan for grønne områder annulleres, jf. bilag 7,

  7. at projektet EU CEF Transport-Socrates annulleres, jf. bilag 8,

  8. at projektet CP V - Stiforbindelse mellem Fælledparken og Guldbergshave annulleres, jf. bilag 9.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget noterer sig, at de fem anlægsprojekter der annulleres, samlet set har et forventet restbudget på ca. 7,9 mio. kr. Restbudgettet tilbageføres til kommunekassen i en sag om bevillingsmæssige ændringer, når der aflagt anlægsregnskab for de enkelte projekter.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyste i forbindelse med indstillingen Annullering af tre forsinkede projekter i Teknik- og Miljøforvaltningen (BR 24. august 2017), at Teknik- og Miljøforvaltningen ved behov årligt vil udarbejde en indstilling om annullering af projekter. På den baggrund skal Borgerrepræsentationen tage stilling til annullering af otte anlægsprojekter.

Teknik- og Miljøudvalget sendte på mødet den 26. august 2019 indstillingen tilbage til forvaltningen med henblik på yderligere oplysninger. Disse fremgår af bilag 10 og bilag 11. Der er ikke foretaget ændringer i indstillingen.

Løsning

Forvaltningen indstiller, at otte anlægsprojekter annulleres, jf. nedenfor. Ingen af projekterne har været prioriteret i forbindelse med indstillingerne om anlægsmåltal i 2019 (TMU 7. januar 2019) eller 2020-2021 (TMU 29. april 2019). Ved at tilbageføre restbudgetterne til kommunekassen, kan Borgerrepræsentationen disponere midlerne til andre formål.

Ørestads Boulevard, kryds, trafiksikkerhed 2014
Ved Overførselssagen 2013-2014 (BR 8. maj 2014) (A, B, F, O og Ø) blev der afsat 4,9 mio. kr. til at ombygge rundkørslen Ørestads Boulevard-Grønjordsvej til et signalreguleret kryds af hensyn til sikkerheden i krydset. Forvaltningen har anvendt midler til forberedende arbejder. Der er et forventet restbudget på ca. 4,1 mio. kr. De trafikale forhold i området har ændret sig i et sådant omfang, at den besluttede løsning ikke kan anlægges, blandt andet som følge af byggeri af domicil for Nordea, og hvorfor forvaltningen på mødet 11. juni 2018 indstillede til udvalget, at projektet blev annulleret. På mødet besluttede udvalget ikke at annullere projektet, og at forvaltningen skulle fremlægge et forslag til forbedring af cyklisternes trafiksikkerhed i krydset på Ørestad Boulevard uden begrænsning af kapaciteten. Forvaltningen orienterede 21. august 2018 i Notat om Ørestads Boulevard forbedring af trafiksikkerheden i rundkørsel ved Grønjordsvej om muligheden for at forbedre trafiksikkerheden i rundkørslen forudsætter, at projektet tilføres yderligere 8,1 mio. kr.

Da projektet ikke kan anlægges for de afsatte midler, og der ikke er afsat yderligere midler, anbefaler forvaltningen, at projektet annulleres, jf. bilag 2. Ved en annullering forbedres trafiksikkerheden i den eksisterende rundkørsel ikke. Forvaltningen vurderer dog, at hastigheden er naturlig lav på grund af rundkørslen og på den baggrund vurderes det forsvarligt at annullere projektet.

Lundehustorvet
Ved Budget 2018 (BR 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) blev der afsat en projekteringsbevilling på 2,9 mio. kr. til et nyt torv i Ryparken-Lundehus. Forvaltningen har anvendt 0,05 mio. kr. til at udarbejde et skitseforslag. Der er et forventet restbudget på ca. 2,9 mio. kr. Teknik- og Miljøudvalget tog på mødet 11. juni 2018 skitseforslaget til efterretning. Skitseforslaget indgik i forhandlingerne ved Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O og V), men der blev ikke afsat de nødvendige 10,5 mio. kr. til den fysiske anlæggelse af projektet. Forvaltningen anbefaler derfor, at projektet annulleres, jf. bilag 3.

Tingbjerg-Husum byudviklingsstrategi - forprojektering af busvejsforbindelse
Ved Budget 2017 (BR 6. oktober 2016) (A, B, C, F, I, O, V, Ø og Kasper Heumann Kristensen) blev der afsat 1,6 mio. kr. til at projektere en busvejsforbindelse mellem Gladsaxe Kommune og Tingbjerg. Der er et forventet restbudget på ca. 1,6 mio. kr. Gladsaxe Kommune meddelte i 2018, at kommunen ikke ønskede busvejsforbindelsen mellem Tingbjerg og Gladsaxe, hvorfor projektet ikke kan gennemføres. Forvaltningen anbefaler derfor, at projektet annulleres, jf. bilag 4.

Parkering - P-anlæg i konstruktion på Østerbro
Ved Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat et nettobudget på 127,6 mio. kr. til et parkeringsanlæg med ca. 250 parkeringspladser på Strandboulevarden. Der er et forventet restbudget på ca. 125,3 mio. kr. En forundersøgelse har vist, at ca. 250 parkeringspladser i et konventionelt parkeringsanlæg vil koste 305 mio. kr., og ca. 250 pladser i et fuldautomatisk parkeringsanlæg vil koste 255 mio. kr. Forvaltningen fremlagde et skitseforslag (TMU 20. juni 2016) med forslag til løsning, som ikke blev tiltrådt. Forvaltningen udarbejdede efterfølgende et budgetnotat til Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O og V), hvori den manglende finansiering blev søgt, men finansieringen blev ikke bevilliget. Da projektet ikke kan gennemføres uden yderligere finansiering, anbefaler forvaltningen, at projektet annulleres, jf. bilag 5.

Dybbølsbro, vinge
Ved Budget 2018 (BR 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) blev der afsat 3,6 mio. kr. til en mindre konstruktion til cykelparkering på Vanløse Station, hvor DSB skulle bidrage med tilsvarende finansiering. Der er et forventet restbudget på ca. 3,5 mio. kr. Borgerrepræsentationen besluttede 11. oktober 2018 i stedet at etablere cykelparkering ved Dybbølsbro Station. Dybbølsbroprojektet blev sat i bero på Teknik- og Miljøudvalgets møde 7. januar 2019. DSB meddelte 21. februar 2019, at de ikke kan indgå bindende aftaler om projekter, der afsluttes efter 31. december 2020, da DSBs pulje til medfinansiering udløber ultimo 2020. Forvaltningen informerede udvalget (TMU 7. januar 2019) om, at det ville blive svært at genforhandle projektet med DSB, hvis ikke det blev igangsat i 2019. Det vurderes, at det ikke muligt at ibrugtage projektet inden ultimo 2020, selv om projektet får tildelt måltal i 2020. Endelig er der stor usikkerhed om det samlede anlægsoverslag. Forvaltningen anbefaler derfor, at projektet annulleres, jf. bilag 6.

Arealplan for grønne områder
Ved Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O og V ) blev der afsat 1,1 mio. kr. til at udarbejde en langsigtet arealplan for grønne områder frem til 2050 i samarbejde med Økonomiforvaltningen. Der er et forventet restbudget på ca. 1,1 mio. kr. Projektet blev sat i bero på Teknik- og Miljøudvalgets møde 7. januar 2019. Da en stor del af grundlaget som analyserne i projektet skulle levere, kan genbruges fra tidligere undersøgelser, og resten af projektet kan gennemføres alene med interne ressourcer fra Teknik- og Miljøforvaltningens driftsbudget, anbefaler forvaltningen, at projektet annulleres, jf. bilag 7. Som konsekvens af beslutningen vil de planlagte brugerundersøgelser og tællinger i eksisterende grønne områder ikke blive gennemført. Forvaltningen vurderer, at de tidligere gennemførte undersøgelser fortsat er retvisende og et tilstrækkeligt grundlag for det videre arbejde med de grønne områder.

EU CEF Transport-Socrates
Borgerrepræsentationen besluttede 22. marts 2018 at afsætte en rådighedsbevilling som en indtægts- og udgiftsbevilling på 0,4 mio. kr., der finansieres af EU-kommissionens pulje CEF transport. Projektet skal danne grundlag for en digital infrastruktur til kommunikation mellem vejmyndigheder og udbydere af trafikinformation til trafikanter via forskellige trafikdata. Projektet forudsætter 50 % egenfinansiering, som afholdes inden for det ordinære driftsbudget og 50 % finansiering fra EU-puljen CEF Transport. Den anlægsfinansierede del opnåede ikke støtte fra EU-puljen, og forvaltningen anbefaler derfor, at denne del annulleres, jf. bilag 8. Der er ikke et forventet restbudget, idet udgifts- og indtægtsbevilling udlignes. Forvaltningen ønsker fortsat at indgå i EU-projektet via egenfinansieringen, som afholdes med medarbejderressourcer inden for forvaltningens ordinære driftsbudget.

CP V – Stiforbindelse mellem Fælledparken og Guldberghave
Ved Budget 2012 (BR 6. oktober 2011) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 5,6 mio. kr. til at etablere en forbindelse fra Rigshospitalet gennem De Gamles By til Guldberghave. Der er et forventet restbudget på ca. 1,7 mio. kr. 1. etape af forbindelsen blev ibrugtaget i juni 2014. Projektforslaget for 2. etape blev fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget 14. december 2015, men blev ikke godkendt, idet udvalget ønskede, at det foreslåede projekt skulle annulleres. Borgerrepræsentationen besluttede 2. marts 2017 at overføre 0,9 mio. kr. fra projektet til ombygning af krydset Bredgade/Sankt Annæ Plads. Der er ikke truffet beslutning om anvendelse af de resterede midler i projektet. Forvaltningen indstiller derfor, at 2. etape annulleres, jf. bilag 9.

Økonomi

Forvaltningen estimerer på nuværende tidspunkt, at de otte projekter tilsammen har et forventet restbudget på ca. 140,2 mio. kr. (2019 p/l), som kan føres tilbage til kommunekassen, når der er aflagt et endeligt anlægsregnskab.

Alle de indstillede projekter er placeret på hovedbevillingen Ordinær anlæg, som er omfattet af forvaltningens anlægsmåltal i 2019, men ingen af projekterne er prioriteret i 2019, 2020 eller 2021. En annullering påvirker derfor ikke forvaltningens anlægsmåltal i 2019, 2020 og 2021.

Videre proces

Forvaltningen vil udarbejde endelige anlægsregnskaber for projekterne, der fremlægges for Teknik- og Miljøudvalget i 2019. Restbudgetterne vil blive tilbageført til kommunekassen ved en sag om bevillingsmæssige ændringer, der skal godkendes af Borgerrepræsentationen i 2020.

Søren Wille                                              /Lone Byskov

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at projektet Ørestads Boulevard, kryds, trafiksikkerhed 2014 annulleres, jf. bilag 2.

  2. at projektet Lundehustorvet annulleres, jf. bilag 3.

  3. at projektet Tingbjerg-Husum byudviklingsstrategi - forprojektering af busvejsforbindelse annulleres, jf. bilag 4.

  4. at projektet Parkering - P-anlæg i konstruktion på Østerbro annulleres, jf. bilag 5.

  5. at projektet Dybbølsbro, vinge annulleres, jf. bilag 6.

  6. at projektet Arealplan for grønne områder annulleres, jf. bilag 7.

  7. at projektet EU CEF Transport-Socrates annulleres, jf. bilag 8.

  8. at projektet CP V - Stiforbindelse mellem Fælledparken og Guldbergshave annulleres, jf. bilag 9.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 26. august 2019

 

Indstillingen blev sendt tilbage til forvaltningen med henblik på yderligere oplysninger.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 16. september 2019

 

Socialdemokratiet fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til erstatning af 1. at-punkt:
”At bevillingen til Ørestads Boulevard ikke annulleres.”

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) til erstatning af 2. at-punkt:
”At projekt for Lundehustorvet ikke annulleres og Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder budgetnotat på 12,4 mio. kr. til budget 2020 til projektering og den fysiske anlæggelse af Lundehustorvet.”

 

Ændringsforslaget (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF3) til erstatning af 4. at-punkt:
At projektet Parkering – P-anlæg i konstruktion på Østerbro ikke annulleres.”

 

Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Annullering af anlægsprojekter - august 2019 (2019-0143092)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. oktober 2019

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top