Botilbud for psykisk syge misbrugere på Flinterupgård 10 (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
Botilbud for psykisk syge misbrugere på Flinterupgård 10 (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 1. juni 2004
J.nr. ØU 190/2004
19. Botilbud for psykisk syge misbrugere på Flinterupgård 10 (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives kapitalbevilling på 3,0 mill. kr. i 2004 til indretning af et botilbud med plads til 8 psykisk syge misbrugere på Flinterupgård, Kirke-Flinterup, Sorø.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 19. maj 2004
Indstillingen blev tiltrådt.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anfører, at udgifterne på 3,0 mill. kr. finansieres af tilskud fra Socialministeriet. Tilskuddet udløses efter Borgerrepræsentationens tiltrædelse af nærværende indstilling.
Økonomiudvalget indstiller derfor til Borgerrepræsentationen, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget får henholdsvis en udgiftsbevilling og en indtægtsbevilling på 3,0 mill. kr. til budget 2004, bevillingen Voksne med særlige behov, funktion 5.52.3.
Derudover har Økonomiudvalget ingen indvendinger mod, at nærværende forslag søges gennemført, idet det forudsættes, at afledte udgifter afholdes inden for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets ramme"
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. juni 2004
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ønsker at etablere et bofællesskab med plads til 8 psykisk syge eller skrøbelige misbrugere på Flinterupgård, som er en ejendom, der ejes af Københavns Kommune. Ejendommen har tidligere været benyttet til institution for misbrugere i behandlingstilbud.
Udgiften til etableringen af plejekollektivet udgør på baggrund af overslagspriser 3,0 mill. kr.
Botilbuddet er et de projekter, som indgår i aftalen mellem Socialministeriet og Københavns kommune om tilskud fra satspuljen til indsats overfor socialt udsatte.
Aftalen mellem Københavns kommune og Socialministeriet om tilskud til indsats overfor socialt udsatte er tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 28. august 2003 (BR 345/03), hvor indtægtsbevilling er givet.