Etablering af personelevator i den integrerede daginstitution "Nørretoppen", Sjællandsgade 15, 2200 København N (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
Etablering af personelevator i den integrerede daginstitution "Nørretoppen", Sjællandsgade 15, 2200 København N (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 1. juni 2004
J.nr. ØU 183/2004
20. Etablering af personelevator i den integrerede daginstitution "Nørretoppen", Sjællandsgade 15, 2200 København N (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at der under forudsætning af at der opnås tilladelse fra Bygge- og Teknikforvaltningen, gives kapitalbevilling til etablering af personelevator, barnevognslift og liggehal samt ombygning af lokalerne i den integrerede daginstitution "Nørretoppen", Sjællandsgade 15, i alt 6.300.000 kr.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2004
Indstillingen blev tiltrådt.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget bemærker, at der anvises kassemæssig dækning på bevillingen Servicetilbud til børnefamilier, funktion 5.14.1
Derudover har Økonomiudvalget ingen indvendinger mod, at nærværende forslag søges gennemført, idet det forudsættes, at eventuelt afledte udgifter afholdes inden for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets ramme"
RESUME
Den integrerede institution "Nørretoppen" på Sjællandsgade 15 har 42 vuggestuepladser og 52 børnehavepladser. Institutionen er indrettet i en tidligere kommunale ejendom, der nu ejes af A/B Udbygård. Institutionens lokaler er fordelt over 5 etager samt kælder. Institutionen har i øjeblikket ingen elevator, så al "trafik" foregår ad hoved- og køkkentrapper.
Institutionen har modtaget påbud fra Arbejdstilsynet vedrørende pædagogernes løft af børn, køkkenpersonalets transport af madvarer og serveringsbakker ad køkkentrappen samt transporten af institutionens barnevogne ad kældertrappen.
Det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurdering, at alle påbuddene fra Arbejdstilsynet kun kan efterkommes ved etablering af en personelevator centralt i institutionen samt ved etablering af en barnevognslift fra kælder til terræn.
Da institutionen ligger i en ejendom ejet af en andelsboligforening (A/B Udbygård), har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indhentet andelsboligforeningens godkendelse til projektet, da det medfører mindre ændringer af bygningens facade og ejendommens fællesgård.
Projektet med etablering af personelevatoren medfører en del ombygning af institutionens øvrige lokaler, da en del garderobe- og toiletrum er samlet omkring den køkkentrappe, der nedrives, for at give plads til den nye personelevator.
Det er planen, at etableringen af personelevatoren, barnevognsliften samt ombygningen af institutionens lokaler igangsættes ultimo 2004 og afsluttes primo 2005. I hele ombygningsperioden vil institutionen være lukket og børn og personale overflyttes til to af forvaltningens nødinstitutioner på Indre Nørrebro og i Indre By.
SAGSBESKRIVELSE
1.
Den
integrerede institution "Nørretoppen
Institutionen "Nørretoppen" har 42 vuggestuepladser og 52 børnehavepladser i en ældre institution, der er indrettet i en andelsboligforening. Institutionens primære lokaler ligger på følgende etager :
Kælder |
Barnevognsrum, vaskeri |
Stue |
Børnehave |
1. sal |
Vuggestue, liggehal (altan) |
2. sal |
Vuggestue, køkken |
3. sal |
Personalerum, depot |
4. sal |
Depot (loft) |
2.
Godkendelse
af projektet
Da institutionen ligger i en ejendom ejet af andelsboligforeningen A/B Udbygård, har det været nødvendigt at indhente andelsboligforeningens godkendelse til projektet, da det medfører mindre ændringer af bygningens facade og ejendommens fællesgård.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forelagde i 2002 et skitseforslag for andelsboligforeningen A/B Udbygård. Skitseforslaget beskrev en personelevator i et nyt stål- og glastårn opført i ejendommens fællesgård. Andelsboligforeningen afslog forslaget og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejdede videre med at etablere personelevatoren i det nuværende køkkentrapperum. Løsningen med nedbrydning af køkkentrappen og etablering af personelevatoren i det tidligere trapperum er en mere besværlig løsning for institutionen, da den medfører en ombygning af institutionens lokaler.
Bestyrelsen i andelsboligforeningen A/B Udbygård har i brev af 12. marts 2004 givet principtilladelse til projektet. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indhenter en fuldmagt fra andelsboligforeningen, så ansøgningen om byggetilladelsen kan blive behandlet af Bygge- og Teknikforvaltningen, Byggeri & Bolig. Det forventes, at der udstedes en byggetilladelse omkring maj 2004.
3.
Institutionens
arbejdsmiljø
Da institutionen er delt på mange etager er der en del "trafik" op og ned ad hovedtrappen og køkkentrappen. Vuggestuebørn bliver båret ad hovedtrappen, mens køkkenpersonalet bærer madvarer og madbakker ad køkkentrappen. Institutionens barnevogne skal skubbes op ad kældertrappen.
Den uhensigtsmæssige indretning af institutionen har medført, at personalet nedslides og at arbejdsskader forekommer. Lokalcenteret oplyser, at personalet, som følge af det ringe arbejdsmiljø, søger arbejde i andre institutioner, samtidig med at der er svært at tiltrække nye medarbejdere.
4.
Påbud fra
Arbejdstilsynet
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har modtaget 5 påbud fra Arbejdstilsynet vedrørende forskellige forhold i institutionen. Påbuddene pålægger, at der træffes foranstaltning til afhjælpning af :
1) Løft af børn op og ned af trapper
2) Manuel håndtering af madbakker på trapper
3) Transport af barnevogne på rampe / stejl kældertrappe
4) Dårlige arbejdsstillinger ved lave borde
5) Forbedring af luftkvalitet på badeværelser
Påbud 1 og 2 afhjælpes med elevator til terræn og kælder. Påbud 3 afhjælpes med barnevognslift fra kælder til terræn. Påbud 4 og 5 indarbejdes i ombygningen og efterkommes i samarbejde med institutionen.
5.
Beskrivelse
af projektet
Den eksisterende køkkentrappe nedrives og fjernes fra trapperummet. Der skal ikke etableres nogen ny køkkentrappe i ejendommen, da institutionen har adgang til to hovedtrapper og en anden køkkentrappe. Der etableres en personelevator i det tidligere køkkentrapprum. Elevatoren skal bruges til intern transport i daginstitutionen, både til børn, personale, rullevogne med mad, depotvarer mv.
I kælderetagen etableres der en barnevognslift fra kælderen og op til terrænet i fællesgården. I kælderen monteres nye branddøre og der trækkes el-kabler til liften.
I stueetagen etableres nyt personaletoilet, da det eksisterende nedrives i forbindelse med elevatoretableringen. Desuden flyttes børnegarderoberne.
På 1. salen etableres nyt personaletoilet. Desuden flyttes børnegarderoberne. Inddækningen over den eksisterende altan (liggehal) renoveres.
På 2. salen etableres nyt personaletoilet, nyt rengøringsrum og nye børnegarderober. Der etableres en ny altan, der skal bruges som liggehal.
På 3. salen etableres nyt institutionskøkken, ny personalegarderobe, nyt personaletoilet og bad, nyt rengøringsrum, nyt køkkendepot og ny loftstrappe.
På 4. salen etableres nye
branddøre, nye ovenlysvinduer og der foretages brandisolering af vægge og loft
samtidig med at der etableres et 120 m2 stort fællesrum.
Fællesrummet bruges i dagtimerne af institutionen som tumlerum, mens det i
aftentimerne bruges af andelsboligforeningen til møder og lignende.
Indretningen af 4. sal med fællesrum vil betyde et stort løft for
institutionen, da der i dag ikke findes noget fællesrum i institutionen.
6.
Etablerings-
og ombygningsperioden
Det er planen, at etableringen af personelevatoren, barnevognsliften samt ombygningen af institutionens lokaler igangsættes ultimo 2004 og afsluttes primo 2005. I hele ombygningsperioden vil institutionen være lukket og børn og personale overflyttes til to af forvaltningens nødinstitutioner på Blågårdsgade 15 B (Indre Nørrebro) og Nyropsgade 16 (Indre By).
Vuggestuebørnene fra "Nørretoppen" flyttes til Nyropsgade 16, der er en et-plans bygning med egen legeplads, mens børnehavebørnene flyttes til Blågårdsgade 15 B, hvor nødinstitutionslokalerne ligger på 2. sal og hvor der er adgang til forvaltningens bemandede legeplads i Wesselsgade 12.
Nødinstitutionen på Nyropsgade 16 ligger 2,5 km fra Sjællandsgade 15 og nødinstitutionen på Blågårdsgade 15 B ligger 1,1 km fra Sjællandsgade 15, så det er planen at forældrene kan hente / bringe børnene direkte fra / til de to nødinstitutioner. Der er derfor ikke regnet med udgifter til buskørsel af børnene fra opsamlingssted til nødinstitutionerne.
MILJØVURDERING
Etablering af en personelevator og en barnevognslift betyder en forbedring af de ansattes arbejdsmiljø. Det vil primært betyde, at de ansatte ikke længere skal løfte børn, madbakker og fødevarer op ad trapperne og derved kan hovedparten af de tunge løft undgås. Ombygningen af lokalerne omkring personelevatoren giver bl.a. toilet- og puslerum et kvalitativt løft for ansatte og børn.
ØKONOMI
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og den tilknyttede rådgiver, Grønkjær Arkitekter, har udarbejdet et prisoverslag over etablering af personelevatoren, etablering af barnevognsliften og der deraf følgende ombygning.
Nedrivning |
|
|
Nedrivning af ekst. køkkentrappe |
388.000 |
kr. |
|
|
|
Elevator |
|
|
Personelevator med 6 stop |
1.752.000 |
kr. |
Barnevognslift fra kælder |
146.000 |
kr. |
|
|
|
Ombygning |
|
|
Ombygning af institutionslokaler |
3.939.000 |
kr. |
|
|
|
Følgeudgifter |
|
|
Flytning af inventar |
75.000 |
kr. |
|
|
|
Samlede
byggeudgifter, excl. moms |
6.300.000 |
kr. |
Kassemæssig dækning for udgiften 2.500.000 kr. kan anvises af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen budget for 2004, post 5.14.1, integrerede institutioner, drift (puljen til ekstraordinær vedligeholdelse af daginstitutionerne).
Det forudsættes, at kassemæssig dækning for udgiften 3.800.000 kr. kan anvises af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen budget for 2005, post 5.14.1, integrerede institutioner, drift.
1.
Renoveringsudgift
pr. plads
Med institutionens nuværende 94 pladser (42 vuggestuepladser + 52 børnehavepladser) giver det en renoveringsudgift på 67.000 kr. pr. plads. Til sammenligning er den gennemsnitlige budgetterede pladspris for en vuggestueplads i Børneplanen 273.211 kr. og 151.753 kr. for en børnehaveplads.
2.
Budget til
ekstraordinær vedligeholdelse
I 2004 er det samlede budget til ekstraordinær vedligeholdelse for de selvejende og kommunale daginstitutioner i alt 25.466.000 kr.
ANDRE KONSEKVENSER
Institutionen i Sjællandsgade 15 lukkes i etablerings- og ombygningsperioden. Børn og personale overflyttes til to af forvaltningens nødinstitutioner på Blågårdsgade 15 B (Indre Nørrebro) og Nyropsgade 16 (Indre By).
HØRING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har forelagt et skitseforslag for andelsboligforening Udbygård, der ejer ejendommen i Sjællandsgade 15 og andelsboligforeningen har godkendt det forestående elevatorprojekt.
BILAG
· Tegning med oversigtskort, gårdfacade og stueplan
Grethe Munk
/
Torben Brøgger