Mødedato: 01.04.2008, kl. 15:15

Økonomiudvalgets 1. behandling af budgetbidraget for 2009 samt udvælgelse af forslag til prioriteringsrummet for 2009

Se alle bilag

Økonomiudvalgets 1. behandling af budgetbidraget for 2009 samt udvælgelse af forslag til prioriteringsrummet for 2009

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 1. april 2008

 

 


J.nr. ØU 109/2008

 

2. Økonomiudvalgets 1. behandling af budgetbidraget for 2009 samt udvælgelse af forslag til prioriteringsrummet for 2009

Økonomiforvaltningen skal aflevere Økonomiudvalgets budgetbidrag for 2009 den 5. maj 2008. I 1. behandlingen af budgetbidraget fokuseres på finansieringen af Økonomiudvalgets andel af prioriteringsrummet for 2009.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller,

1.                  at Økonomiudvalget drøfter det foreliggende budgetmateriale med henblik på endelig beslutning ved 2. behandlingen af Økonomiudvalgets budgetbidrag den 29. april 2008.

2.                  at Økonomiudvalget godkender, at forslaget fra Økonomiforvaltningens bidrag til bruttokatalog for 2009 vedrørende effektivisering af busdriften udgør udvalgets andel af prioriteringsrummet i 2009.

3.                  at Økonomiudvalget godkender at udvalgets andel af de kommunalt tværgående omprioriteringer i 2009, samt oprettelsen af en pulje til igangsættelse af nye aktiviteter i Økonomiforvaltningen i 2008, finansieres af de øvrige forslag i Økonomiforvaltningens bidrag til bruttokataloget for 2009.

4.                  at Økonomiudvalget godkender at forøge udvalgets bidrag til kommunens prioriteringsrum for 2009 med i alt 3.261 t. kr.

5.                  at Økonomiudvalget godkender, at der i udvalgets ønskeliste til budgetforhandlingerne 2009 bliver indarbejdet et forslag til nye aktiviteter inden for den kollektive trafik på i alt 3.261 t. kr.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. april 2008

Indstillingen blev drøftet (1. at-punkt) henholdsvis godkendt (2. – 5. at-punkt).

 

PROBLEMSTILLING

Økonomiudvalget har med ØU 51/2008 besluttet udvalgenes rammer og igangsat arbejdet med budget 2009. Ifølge tidsplanen skal forvaltningernes bidrag afleveres senest den 5. maj 2008, som herefter vil komme til at indgå i kommunens samlede budgetforslag for 2009. På denne baggrund har Økonomiforvaltningen igangsat arbejdet med Økonomiudvalgets budgetbidrag for 2009.

Herudover fremlægges Økonomiforvaltningens forslag til finansiering af Økonomiudvalgets andel af prioriteringsrummet for 2009 og af øvrige kommunale tværgående omprioriteringer i 2009. Økonomiforvaltningen vurderer, der er mulighed for, at Økonomiudvalgets andel af prioriteringsrummet kan forøges på grund af øgede effektiviseringer inden for trafikområdet. Derfor foreslår Økonomiforvaltningen, at Økonomiudvalgets bidrag til prioriteringsrummet for 2009 forøges med 3.261 t. kr. Endelig foreslår Økonomiforvaltningen, at der oprettes en pulje til igangsættelse af nye aktiviteter i forvaltningen.

 

LØSNING

Økonomiudvalget har med ØU 52/2008 besluttet udvalgenes andel af prioriteringsrummet, med konkrete forslag under bidrag 1, samt hvor stort et beløb hvert enkelt udvalg skal finde effektiviseringsforslag for under bidrag 2. Økonomiudvalget har således besluttet, at udvalgets effektiviseringer under bidrag 1 udgør 8.399 t. kr. for Økonomiforvaltningen, samt 4.606 t. kr. for Koncernservice. Herudover udgør udvalgets eget måltal for bidrag 2 i alt 5.239 t. kr.

Af bilag 7 fremgår effektiviseringsforslagene under bidrag 1. Såfremt de bliver godkendt af Borgerrepræsentationen i oktober 2008, vil der blive igangsat initiativer i Økonomiforvaltningen med henblik på realisering af effektiviseringerne.

Det skal fremhæves, at i Økonomiudvalgets bidrag 1 til prioriteringsrummet indgår et forslag til realisering af reklameindtægter med en samlet effektivisering på 1.550 t. kr. Indtægterne administreres af Koncernservice og indbetales til Økonomiforvaltningen. Herudover indgår et forslag til effektivisering som følge af ejendomsrokader, som skal udløse en besparelse på 2.000 t. kr. Det kan oplyses, at der på nuværende tidspunkt allerede er opnået en effektivisering på 184 t. kr. realiseret af Socialforvaltningen. Begge forslag vil blive reguleret forud for budgetforhandlingerne i september 2008 på baggrund af en vurdering af indtægternes størrelse i 2009. Såfremt de opgjorte indtægter ved udgangen af 2009 viser sig at være mindre end budgettet, vil differencen blive dækket fra Puljen til uforudsete udgifter. Skulle indtægterne derimod være højere end budgetteret, vil merindtægterne tilfalde kassen.

Økonomiforvaltningen indstiller, at udvalgets bidrag 2 til prioriteringsrummet på i alt 5.239 t. kr. finansieres af forslaget til effektivisering på busdriften på i alt 8.500 t. kr. (se bilag 6). Dette effektiviseringsforslag omfatter forbedring af bussernes fremkommelighed, bedre udnyttelse af servicebusserne i myldretiden, yderligere tilpasning af busnettet til metroen og ringbanen, samt indførelse af sæsonafhængige køretider på højfrekvente buslinjer. Disse initiativer vil ikke medføre serviceforringelser, i tilfældet med forslaget til forbedring af fremkommeligheden vil det endda medføre serviceforbedringer, og samtidig udløse betydelige driftsbesparelser.

Forslaget indebærer dermed, at Økonomiudvalget bidrager med 3.261 t. kr. mere til prioriteringsrummet end udvalgets måltal. Herudover indstilles det, at der i udvalgets ønskeliste til budgetforhandlingerne 2009 bliver indarbejdet et forslag til nye aktiviteter inden for den kollektive trafik på samme beløb.

Herudover indstilles det, at de øvrige forslag, som indgår i Økonomiforvaltningens bidrag til bruttokataloget (se bilag 6), bliver gennemført i 2009. De dermed realiserede effektiviseringer på i alt 4.856 t. kr. skal indgå som finansiering til Økonomiudvalgets andel af de kommunalt tværgående omprioriteringer på i alt 2.769 t. kr. Til det overskydende beløb på 2.087 t. kr. oprettes en pulje til igangsættelse af nye interne aktiviteter i Økonomiforvaltningen. Af bilag 8 fremgår en samlet oversigt over Økonomiudvalgets andel af prioriteringsrummet og de kommunalt tværgående omprioriteringer i 2009, herunder hvorledes dette forslås finansieret.

Til budgetbidraget tages forbehold for følgende punkter:

·               Borgerrepræsentationens godkendelse af korrektioner af teknisk karakter, som vil blive forelagt i foråret 2008, der vedrører omflytninger af bevillinger mellem Beredskabskommissionen og Økonomiudvalget.

·               Justeringer på udvalgets finansposter.

·               Justeringer som følge af DUT-korrektioner på baggrund af lov- og cirkulæreprogrammet.

 

ØKONOMI

-

 

VIDERE PROCES

Økonomiudvalgets budgetbidrag vil blive forelagt udvalget til 2. behandling den 29. april 2008. Økonomiforvaltningen indarbejder eventuelle ændringer eller tilføjelser, der bliver vedtaget ved budgetbidragets 1. behandling.

 

BILAG

Bilag 1: Udvikling i udvalgets rammer fra vedtaget budget 2008 til budgetforslag 2009.

Bilag 2: Budgetbidragets produktliste.

Bilag 3: Udvalgsafsnit (første del).

Bilag 4: Bevillingsoversigt.

Bilag 5: Oversigt over rammekorrektionerne til Økonomiudvalgets rammer i 2009.

Bilag 6: Finansieringsforslag til Økonomiudvalgets andel af prioriteringsrummet.

Bilag 7: Økonomiudvalgets bidrag 1 til prioriteringsrummet.

Bilag 8: Økonomiudvalgets andel af prioriteringsrummet og de kommunalt tværgående omprioriteringer i 2009, samt finansiering heraf.

 

 

Claus Juhl                          Bjarne Winge

 

 

 

 

 

 


 

Til top