Mødedato: 01.04.2003, kl. 15:00

Evaluering af miljøtrafikugen 2002 samt handlingsplan for miljøtrafikugen og bilfri dag 2003 (Bygge- og Teknikudvalget, Miljø- og Forsyningsudvalget og Økonomiudvalget)

Evaluering af miljøtrafikugen 2002 samt handlingsplan for miljøtrafikugen og bilfri dag 2003 (Bygge- og Teknikudvalget, Miljø- og Forsyningsudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 1. april 2003

 

 


J.nr. ØU 103/2003

 

3. Evaluering af miljøtrafikugen 2002 samt handlingsplan for miljøtrafikugen og bilfri dag 2003 (Bygge- og Teknikudvalget, Miljø- og Forsyningsudvalget og Økonomiudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen foreslår, at de tre udvalg over for Borgerrepræsentationen indstiller,

at    evalueringen af miljøtrafikugen 2002 tages til efterretning,

at    de generelle rammer for afvikling af miljøtrafikuge og bilfri dag i 2003, 2004 og 2005 godkendes,

at    bilfri dag afholdes søndag d. 21. september og mandag d. 22. september 2003,

at    den endelige afgrænsning af bilfri område og retningslinierne for færdsel i det bilfri område i 2003 forelægges for udvalgene i maj 2003,

at    alle udvalg opfordres til at fremme initiativer, der understøtter intentionerne i miljøtrafikugen og bilfri dag,

at    arrangementer, der indgår i den samlede aktivitetsliste for miljøtrafikugen og bilfri dag i 2003, 2004 og 2005 holdes afgiftsfri,

at    mindreforbruget vedrørende 2002 på 726.500 kr. søges overført til Vej & Parks anlægsramme, funktion 2.22.3, i forbindelse med overførelsessagen til Borgerrepræsentationen og under forudsætning af de af Borgerrepræsentationen besluttede regler for overførelsen er til stede,

at    der for 2003 gives en anlægsbevilling på 4,4 mio. kr. under Vej & Parks anlægsramme konto 2.22.3 til gennemførelse af bilfri dage og miljøtrafikugen, under forudsætning af, at der fra konto 6.51.3, puljen til trafik og boligformål under Økonomiudvalget, overføres 3.673.500 mio. kr. til Vej & Parks anlægsramme konto 2.22.3, og

at    Bygge- og Teknikudvalgets budgetramme søges udvidet i hvert af årene 2004 og 2005 med 4,4 mio. kr. til gennemførelse af bilfri dag og miljøtrafikugen.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 24. marts 2003

Indstillingen blev tiltrådt med bemærkning om, at de to bilfri dage mindst skal afholdes i Indre By og på Christianshavn i år 2004 og 2005, og at der senest i maj måned det pågældende år skal træffes beslutning om, hvor der skal afholdes bilfri dage.

 

Mogens Lønborg (C) tog forbehold over for de to bilfri dage, da kommunen vil få mere miljø for pengene ved at få implementeret partikelfiltre i kommunens egne dieselkøretøjer.

 

Ben Haddou (D) tog forbehold over for de to bilfri dage. Bilfri dag mandag den 22. september 2003, som er en arbejdsdag, vil skabe store transportproblemer for københavnerne. Særligt da HUR i forvejen har skåret ned på antallet af bustimer, vil københavnerne blive mere stresset end nødvendigt.

 < /o:p>

Karin Storgaard (O) tog evalueringen af miljøtrafikugen 2002 til efterretning, men tog forbehold over for indstillingens 2.-9. at, da der var alt for meget uafklaret om de enkelte at'er.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2003

Anbefalet, idet det forudsættes, at det juridiske grundlag for bilfri dag er til stede.

Søren Pind (V), Wallait Khan (V), Ole Hentzen (C) og Karin Storgaard (O) tog forbehold for 2.-9. "at".

Karin Storgaard (O) afgav følgende bemærkning: " Dansk Folkeparti tager forbehold for punkt 2-9, da vi er af den opfattelse, at der er alt for meget uafklarethed om de enkelte punkter."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. april 2003

Anbefalet.

V, C, O og B tog forbehold.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Den 28. november 2002 vedtog Borgerrepræsentationen, at der i år 2003 – 2005 skal afholdes miljøtrafikuge i samme uge som den europæiske bilfri dag den 22. september og at miljøtrafikugen består af en kampagne, lokale aktiviteter og af en bilfri dag den 22. september. European Mobility Week afholdes i 2003 fra tirsdag d. 16. september til mandag. 22. september.

I 2000, 2001og 2002 har Miljøministeriet og Trafikministeriet opfordret de danske kommuner til at deltage i miljøtrafikugen – det danske bidrag til den europæiske trafikdag "In Town Without My Car" (eller "European Mobility week"). København har deltaget hver gang og i 2001 for første gang med to bilfri dage lørdag den 22. og søndag d. 23. september.

Miljøtrafikuge 2002 blev gennemført i et samarbejde mellem Bygge- og Teknikforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen. Det overordnede mål med miljøtrafikugen var at sætte fokus på udviklingen i trafikken i København, samt fremme og synliggøre miljøvenlig trafikadfærd til gavn for dem der bor og færdes i byen. Indsatsområderne bestod af en kampagne om vores daglige transportvaner, lokale aktiviteter i 12 ud af byens 15 bydele samt en formidlingsindsats. Der blev ikke afholdt bilfri dag i 2002 på grund af at Danmark var vært for ASEM 4 topmødet den 22. – 24. september 2002. Overordnet set vurderes afviklingen af miljøtrafikugen at have fungeret godt og miljøtrafikugen er afholdt indenfor budgettet på 1,9 mio. kr. Der har været et mindreforbrug på 0,7 mio. kr., idet ikke alle de lokale arrangører udnyttede den økonomiske ramme de fik udmeldt. Derudover valgte HUR og Trafikministeriet at støtte kampagnen økonomisk, hvilket ikke indgik i budgettet.

 

Der lægges op til, at hovedindsatsområderne for miljøtrafikugerne de næste tre år er de samme, som har været gennemgående i de tre år, der har været afholdt miljøtrafikuger i København:

·        Byens rum – tænk i nye muligheder

·        Den daglige tur - tænk i nye vaner

·        Formidlingsindsats

 

Under indsatsområdet "Byens rum – tænk i nye muligheder" foreslås tre aktiviteter:

1.        Bilfri dag

2.        Aktiviteter i hele byen, uden fysiske tiltag

3.        Aktiviteter i udvalgte bydele, hvor der kan afprøves forskellige fysiske tiltag

I de næste 3 år foreslås det, at bilfri dag afholdes i Indre By og på Christianshavn den 22. september. Da den 22. september i 2003 falder på en mandag, foreslås det, at der også afholdes bilfri dag søndag d. 21. september. Afgrænsning samt retningslinier for færdsel i området skal afklares i samarbejde med Københavns Politi og andre myndigheder. Vigtige interesseparter, som eksempelvis de handlende og hoteller, inddrages i planlægningen hurtigst muligt.

I 2001 blev de bilfri dage gennemført med baggrund i Færdselslovens §92, der forudsætter en færdselsmæssig begrundelse for afspærringen, dvs. gadefest eller lignende. Der er rejst juridisk tvivl om anvendelsen af Færdselslovens §92. I den forbindelse har forvaltningen anmodet Justitsministeriet om en afklaring. Det juridiske grundlag for afholdelsen af bilfri dag er endnu ikke afklaret, da der fortsat afventes svar fra Justitsministeriet.

Formålet med aktiviteterne i hele byen, uden fysiske tiltag, er at skabe debat om byens problemer, behov og potentialer med fokus på byens rum, trafik, miljø, livskvalitet mm.

Formålet med aktiviteter i udvalgte bydele er – ved en koncentreret indsats – at skabe en synlighed omkring bydelens problemer, behov og potentialer. Dette sker ved at afprøve forskellige fysiske tiltag og iværksætte aktiviteter. Bydelene foreslås udpeget med udgangspunkt i det arbejde, der i forvejen foregår med lokale trafik og bymiljøplaner. Det foreslås, at der i miljøtrafikugen 2003 gennemføres aktiviteter med fysiske tiltag i udvalgte 2-3 bydele. Det foreslås endvidere, at de udvalgte bydele bliver Amager og Vesterbro, samt et enkelt projekt på Trianglen d. 21. og 22. september.

Under indsatsområdet "Den daglige tur - tænk i nye vaner" er det formålet at sætte fokus på vores daglige transportbehov og transportvaner. Der er to aktiviteter inden for dette indsatsområde:

1.      Kampagne om transportvaner

2.      Konference/workshop

 

Under formidlingsindsatsen er det formålet, at skabe synlighed omkring de forskellige aktiviteter i miljøtrafikugen. Hertil kommer en øget informationsindsats specielt med henblik på den bilfri dag, der skal afvikles en mandag.

Der er udarbejdet et overslag over udgifterne til gennemførelse af Miljøtrafikuge 2003 – 2005. På denne baggrund forventes det, at der skal anvendes 4,4 mio. kr. årligt.


 


Til top