KSB, afdeling Grønrisvej - kapitaltilførsel og garanti (Bygge- og Teknikudvalget)
KSB, afdeling Grønrisvej - kapitaltilførsel og garanti (Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 1. april 2003
J.nr. ØU 83/2003
24. KSB, afdeling Grønrisvej - kapitaltilførsel og garanti (Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Københavns Kommune yder afdeling Grønrisvej under KSB et lån på 330.000 kr. som kommunens andel af en samlet kapitaltilførsel på 1.650.000 kr. under forudsætning af, at Realkredit Danmark og Landispositionsfonden yder lån på tilsammen 660.000 kr. og at Landsdispositionsfonden og KSB yder tilskud på tilsammen 660.000 kr.
at Bygge- og Teknikudvalget bemyndiges til at stille 100 pct. garanti for realkreditlån på 3.000.000 kr., der optages til finansiering af forbedrings- og opretningsarbejder i afdelingen i forlængelse af den for afdelingen i forbindelse med omprioritering udarbejdede helhedsplan
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 12. marts 2003
Anbefalet.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.
Det bemærkes, at Bygge- og Teknikforvaltningen har oplyst, at det omtalte realkreditlån på 3 mill.kr., der ønskes garanteret, vil optages som et 30-årigt realkreditlån på almindelige vilkår".
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. april 2003
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Baggrund
I mødet den 7. december 2000 bemyndigede Borgerrepræsentationen Bygge- og Teknikforvaltningen til i forbindelse med ansøgninger om særlig støtte, herunder gennem omprioritering, til visse almene boligafdelinger ("omprioritering 2. runde") at videresende foreløbige ansøgninger med helhedsplaner til Landsbyggefonden, at godkende de endelige ansøgninger, samt til i den forbindelse at vedstå tidligere afgivne garantier og regarantier for realkreditlån samt tillade, at indestående kommunale lån respekterer omlægning af foranstående lån.
KSB's afdeling Grønrisvej, der indgår i omprioriteringen, rummer et samlet etageareal på knap 4700 m² med 66 boliger og er beliggende ved Grønrisvej i bydelen Kgs. Enghave. Helhedsplanen for afdelingen omfatter forbedrings- og opretningsarbejder for 3.000.000 kr., der påregnes finansieres med realkreditlån garanteret 100 pct. af kommunen. I forbindelse med behandlingen af helhedsplanen har Landsbyggefonden bevilliget afdelingen et årligt huslejebidrag på 301.000 kr. og et årligt driftslån på 200.000 kr., men det vurderes, at afdelingen herudover har behov for en kapitaltilførsel på 1.650.000 kr. for samlet at rette op på afdelingens tilstand i såvel fysisk som økonomisk forstand og for at sikre afdelingen en stabil fremtid og hensigtsmæssig lejeudvikling.