Skakturneringen Sigeman Øresund Cup 2003 (Kultur- og Fritidsudvalget)
Skakturneringen Sigeman Øresund Cup 2003 (Kultur- og Fritidsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 1. april 2003
J.nr. ØU 82/2003
6. Skakturneringen Sigeman Øresund Cup 2003 (Kultur- og Fritidsudvalget)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget ikke imødekommer ansøgningen fra Københavns Skak Union.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. marts 2003
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at anbefale ansøgningen på 80.000 kr.; kassemæssig dækning på de 80.000 kr. anvises på konto 0.30.3 (Pulje på 2,1 mio. kr.). På denne baggrund skal sagen via Økonomiudvalget forelægges Borgerrepræsentationen til beslutning.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen indvendinger mod at nærværende forslag søges gennemført."
RESUME
Københavns Skak Union har søgt om 80.000 kr. til afvikling af skakturneringen Sigeman Øresund Cup 2003.
Turneringen arrangeres i samarbejde med Malmö Schackförbund og afvikles i København og Malmø. I turneringen deltager tre danske og tre svenske elitespillere samt fire internationale verdensklassespillere.
Malmø Kommune støtter projektet med 85.000 SEK. Begrundelsen herfor er, at turneringen er arrangeret af frivillige foreninger/forbund og har international karakter med deraf følgende pressedækning og tilskuertal.
Forvaltningen har forgæves undersøgt mulighederne for støtte fra København, hvorfor det indstilles at meddele afslag på ansøgningen.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Skak Union (KSU) har ved brev af 17. februar 2003 søgt om 80.000 kr. til afvikling af skakturneringen Sigeman Øresund Cup 2003.
Baggrund
Malmö Schackförbund har siden 1993 årligt afviklet Sigeman Cup. I 2002 overværede 200 tilskuere dagligt partierne og 6.600 personer fulgte turneringen over Internettet. Samarbejdet med KSU er indledt med henblik på, at Sigeman Øresund Cup på sigt bliver blandt de førende i Europa.
KSU har 1.400 medlemmer. Unionen er en del af Dansk Skak Union, der på landsplan har 8.000 medlemmer. Dansk Skak Union er medlem af Danmarks Tankesports-Forbund, som får støtte fra Kulturministeriets idræts-tipsmidler.
Sigeman Øresund Cup 2003
Skakturneringen arrangeres i
samarbejde mellem KSU og Malmö Schackförbund. Turneringen afvikles i dagene 28.
april til 8. maj 2003 og indledes med fire spilledage i Malmø efterfulgt af
fire dage i København, herunder finale og præmieoverrækkelse. I København
spilles partierne på Mercure Hotel Richmond. Partierne kan desuden følges direkte
over Internettet.
Turneringen er en 10-mands "alle mod alle"-turnering med tre danske og tre svenske elitespillere samt fire internationale verdensklassespillere.
Økonomi
Stævnet har samlet udgifter på 360.000 SEK (bilag 1), hvor startpenge og præmier til spillerne udgør 150.000 SEK. De resterende udgifter er primært fordelt på spillelokaler, hotel og bespisning.
Stævnets samlede indtægter udgør 275.000 SEK, hvoraf Dansk Skak Union og KSU samlet bidrager med 75.000 SEK., det Malmø-baserede advokatkontor Sigeman & Co med 50.000 SEK og Malmø Kommune med 85.000 SEK med den begrundelse, at turneringen er arrangeret af frivillige foreninger/forbund og har international karakter med deraf følgende pressedækning og tilskuertal.
Der resterer således et tilskudsbehov på 85.000 SEK., svarende til 80.000 DKR.
Støttemuligheder
Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i dialog med en række potentielle finansieringskilder til projektet.
Copenhagen Eventures kan ikke støtte projektet, da det ikke giver tilstrækkeligt med overnatninger. Det vurderes dog, at turneringen på sigt kan udvikles til en betydende begivenhed i Øresundsregionen og understøtte imaget som vidensregion. En velfungerende turnering funderet i Øresundsregionen vil være et godt fundament for at søge om værtskabet for en VM-match.
Øresund Network AB og Øresundskomiteen har ligeledes givet afslag på støtte.
Økonomiforvaltningen kan ikke pege på støttemuligheder ud over de allerede nævnte.
Der er ikke afsat midler til projektet i puljen til kultur, fritids- og idrætsformål, og der er ingen frie midler i denne pulje (bilag 2).
Borgerrepræsentationen har 6. februar 2003 (BR 42/03) besluttet, at afsætte en pulje på 2,1 mill. kr. til "projekteringsudgifter i forbindelse med Holmen samt til øvrige projekterings- og renoveringsudgifter m.v. til idrætsprojekter". Nærværende projekt falder ikke umiddelbart ind under denne pulje.
Det har derfor ikke været muligt for Kultur og Fritidsforvaltningen, herunder FOS/FriNGO og Kulturudvikling, at anvise støttemidler til turneringen.
KSU har oplyst, at hvis Kultur- og Fritidsudvalget ikke imødekommer ansøgningen, forventer foreningen at gennemføre turneringen alligevel, dog med en betydelig reduktion af budgettet.
Det skal bemærkes at hvis Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler at støtte projektet med midler fra ovennævnte idrætspuljer, vil sagen først kunne behandles i Borgerrepræsentationen den 8. maj 2003. Denne dato er turneringens sidste spilledag.
Forvaltningens vurdering
Da det ikke har været muligt at anvise støttemidler
til turneringen, indstilles det, at Københavns Skak Union får afslag på ansøgningen.
MILJØVURDERING
Indstillingen
har ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Indstillingen
har ingen økonomiske konsekvenser.
<
span style='mso-no-proof:yes'>BILAG
1. Turneringens økonomi
2. Notat "62 mill. kr.-puljen til kultur, fritids-
og idrætsformål"
Carsten Haurum
/Pernille Vange