Mødedato: 01.03.2005, kl. 15:00

Revideret implementeringsplan for Tandplejeplanen (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Revideret implementeringsplan for Tandplejeplanen (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 1. marts 2005

 

 


J.nr. ØU 75/2005

 

24. Revideret implementeringsplan for Tandplejeplanen (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status vedrørende implementering af Tandplejeplan for Københavns Kommune 2004-2008 til efterretning

 

Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

at godkende projektforslaget for nedbringelse af drop-out blandt de18-21 årige i Københavns Kommune.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 3. februar 2005

Indstillingen blev godkendt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført, idet det præciseres, at Sundheds- og Omsorgsudvalget via eksterne puljemidler eller inden for egen budgetramme tilvejebringer finansiering til projektet for nedbringelse af drop-out blandt de 18-21 årige."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. marts 2005

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Finansieringen af nogle af Tandplejeplanens initiativer var på Sundhedsforvaltningens ønskeliste for budget 2005. På baggrund af budgetvedtagelse for 2005 får Sundheds- og Omsorgsudvalget derfor forelagt en status for implementering af Tandplejeplanen med en revideret implementeringsplan. Den reviderede implementeringsplan indeholder, på baggrund af Sundheds- og Omsorgsudvalgets tilkendegivelse af at de imødeser en alternativ plan vedrørende drop-out problematikken, et projektforslag for nedbringelse af drop-out blandt 18-21 årige omfattende hele byen.

 

Status for Tandplejeplanen for Københavns Kommune 2004-2008 er, at de fleste initiativer er igangsat. De initiativer der i Tandplejeplanen vurderes som umiddelbart hastende er omlægning af Omsorgstandplejen og etablering af permanent Amtsspecialtandplejetilbud. Amtsspecialtandplejetilbuddet er implementeret med ansættelse af personale og indkøb af udstyr, og de første 60 patienter er indskrevet i behandling. Vedrørende omlægning af Omsorgstandplejen har Sundheds- og Omsorgsudvalget på mødet den 16. december 2004 (SOU 183/2004) afsat 1,5 mio. kr. til en delvis forbedring af det fysiske arbejdsmiljø. Initiativer til at forbedre arbejdsmiljøet forventes at blive realiseret medio 2005.

 

På baggrund af Sundheds- og Omsorgsudvalgets tilkendegivelse vedrørende drop-out problematikken blandt de 18-21 årige, er der formuleret et projektforslag for nedbringelse af drop-out blandt 18-21 årige omfattende hele byen. Projektets formål er at øge andelen af unge, som fortsætter i regelmæssig tandpleje efter udslusning fra Børne- og Ungdomstandplejen samt afdække årsager til drop-out. Projektet forløber over en fireårig periode med opstart primo 2006. Projektet vil blive betragtet som en succes, hvis drop-out procenten reduceres fra 30% til 20% blandt de deltagende. Det samlede budget for projektet for den fireårige periode er 1.450.00,00 kr. Midlerne til projektet søges ved Amternes og de privat praktiserende tandlægers "Midler til fælles foranstaltninger" i foråret 2005.

 

Udkastet til den nye sundhedslov påvirker den fremtidige organisering af tandplejen i Københavns Kommune. Dette gælder især Voksentandplejen, idet lovforslaget medfører en opsplitning af tandplejetilbud til voksne københavnere. Københavns Kommune har i høringssvar af 7. januar 2005 kommenteret ændringerne på tandplejeområdet. Det endelige lovforslag forventes vedtaget i Folketinget inden sommeren 2005. Sundhedsforvaltningen vil efterfølgende forelægge Sundheds- og Omsorgsudvalget lovforslagets betydning for den fremtidige organisering af tandplejen samt præsentere mulighederne for at etablere en fælles ledelse af Voksentandplejen og Børne- og Ungdomstandplejen.

 

Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status vedrørende implementering af Tandplejeplan for Københavns Kommune 2004-2008 til efterretning samt godkender projektforslaget for nedbringelse af drop-out blandt de 18-21 årige i Københavns Kommune.

 


Til top