Opfølgning på afhjælpende foranstaltninger på eksisterende gymnasier (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Opfølgning på afhjælpende foranstaltninger på eksisterende gymnasier (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 1. marts 2005
J.nr. ØU 78/2005
22. Opfølgning på afhjælpende foranstaltninger på eksisterende gymnasier (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
at der gives en anlægsbevilling på i alt 1,215 mio. kr. til opfølgning og afslutning af de igangsatte kapacitetsudvidelser på de eksisterende gymnasier. Der anvises dækning for udgiften på i alt 1,215 mio. kr. på budgettet for 2005, konto 3.41.3, rådighedsbeløb for gymnasier
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 12. januar 2005
Indstillingen blev godkendt.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det understreges, at der hermed skabes kapacitet til 48 1.G. klasser i skoleåret 2005/06, jf. vedlagte notat."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. marts 2005
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 22. april 2004 en anlægsbevilling på i alt 7,3 mio. kr. til afhjælpende foranstaltninger på de københavnske gymnasier med henblik på udvidelse af kapaciteten med 1 basislokale på hver af 4 konkrete gymnasier. Arbejdet med realiseringen af forslagene, der var baseret på en scanning af gymnasierne i foråret 2004, blev igangsat i løbet af sommeren. På 2 af gymnasierne var der planlagt opfølgende investeringer i 2005 for at få den fulde effekt af de afhjælpende foranstaltninger i 2004.
Arbejderne i 2004 har imidlertid vist sig vanskeligere at gennemføre end forventet, idet projekterne i løbet af sommeren og efteråret er stødt ind i uforudsete myndighedskrav og byggetekniske problemer med deraf følgende ændringer, forsinkelser og fordyrelser. Det har i den forbindelse vist sig nødvendigt at ændre projekterne for at nå de fastlagte kapacitetsmål, ligesom det har vist sig nødvendigt at se de godkendte arbejder i 2004 i sammenhæng med de planlagte arbejder i 2005 for at få en samlet, hensigtsmæssig løsning inden for rammerne af de afsatte midler.
På den baggrund foreslår forvaltningen, at der af de afsatte midler på i alt 7,0 mio. kr. i 2005 bevilges i alt 1,215 mio. kr. til opfølgning og afslutning af de igangsatte arbejder i 2004. Hermed opnås en yderligere kapacitetsforbedring svarende til 2 basislokaler – eller en samlet kapacitetsudvidelse på i alt 6 basislokaler.
Med baggrund i de konstaterede vanskeligheder ved udvidelse af de eksisterende gymnasier foreslås det, at der ikke bruges yderligere midler til udvidelse af gymnasierne i 2005. I stedet foreslås de resterende midler i 2005 i alt 5,785 mio. kr. reserveret til eventuelle andre midlertidige kapacitetsudvidelser. Der vil i givet fald blive søgt særskilt bevilling hertil.