Boligstrategi for unge og studerende i København, 2012-2015
Med ’Boligstrategi for unge og studerende’ samles målsætningerne og hovedindsatserne på ungdomsboligområdet i Københavns Kommune. Strategien skal håndtere en forventet stigende efterspørgsel på boliger i København for unge mellem 18 og 29 år.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen behandlede på mødet den 14. april 2011 (2011-48545) et af Dansk Folkeparti fremsat medlemsforslag om, at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen - i samarbejde med øvrige relevante forvaltninger - at udarbejde forslag til boliggaranti for studerende inden 1. september 2011. En del af motiveringen lød: I en moderne by - og som en del af videnssamfundet, som vi jo påberåber os at være - er vi nødt til at tilgodese de unge, der vælger at komme til København for at studere. Ellers bliver vi også på dette punkt overhalet af andre og mere fremadskuende byer. For at det skal være attraktivt at komme til København for at studere, er det nødvendigt at se nærmere på mængden af studieboliger. Det er jo især størrelsen af huslejen på den enkelte bolig samt tilgængeligheden, der er afgørende. …
Forslaget blev henvist til Økonomiudvalget med et af Liberal Alliance stillet ændringsforslag, hvorefter begrebet ”boliggaranti” ændres til ”boligstrategi”. Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har på denne baggrund udarbejdet dette forslag. Med Budget12 blev det endvidere besluttet, at strategien skal forelægges for Borgerrepræsentationen inden udgangen af 2011 samt, at den skal indeholde en vurdering af muligheden for at anvende udfordringsretten til at skabe hjemmel til at nedsætte huslejen i almene boliger og derved etablere flere studieboliger i de udsatte boligområder.
Som hovedstad og hjemsted for mange store uddannelsesinstitutioner tiltrækker Københavns kommune unge fra hele landet. Kommunens befolkningstal forventes at stige med omkring 33.000 unge mellem 18 og 29 år frem mod 2025. Det er en historisk høj tilvækst, som øger presset på de københavnske ungdomsboliger og andre fortrinsvis mindre boliger i byen, som matcher de unges ønsker og behov. Strategien skal belyse byens muligheder for at huse de flere unge, så de bidrager til en blandet og mangfoldig by.
Løsning
Forvaltningerne betragter de unge som en væsentlig ressource i forhold til byens udvikling generelt og specifikt i forhold til arbejdet med de udsatte byområder, jfr. den netop vedtagne Politik for Udsatte Byområder. Strategien tager afsæt i, at næsten hver anden bolig i København er en et- eller torumsbolig, og dermed egnet som bolig for bl.a. unge studerende. Samtidig repræsenterer kommunens ældreboligbebyggelser en stor uudnyttet boligreserve. Strategiens hovedgreb er derfor, at der både skal etableres flere kollegie- og ungdomsboliger, og at den eksisterende boligmasse skal udnyttes bedre.
Strategien opstiller 5 mål, som understøttes af en række konkrete indsatser (se samlet oversigt i Bilag 1):
MÅL 1: at der etableres flere ungdomsboliger i takt med at antallet af unge vokser
- Forslag til Kommuneplan 2011 muliggør op til 3.000 nye ungdomsboliger
Af aktuelle projekter kan nævnes:
- Ommærkning af små almene familieboliger ca. 1.300 boliger
- Copenhagen Campus på Carlsberg (vision) ca. 1.100 boliger
- Nørre Campus (herunder de Gamles By) ca. 200 boliger
- Københavns Universitets øvr. campusområder ca. 200 boliger
MÅL 2: at de støttede ungdomsboliger er attraktive og til at betale for målgruppen
- Huslejereduktion, støtte til renovering og profilskærpelse
Kommunen yder tilskud til betaling af grundskyld i bl.a. de almene ungdomsboliger. Tilskuddet, som i 2011 andrager 19,2 mio. kr., reducerer huslejen i den enkelte bolig med i gennemsnit 300 kr. om måneden. Teknik- og Miljøforvaltningen har i 2011 modtaget nye ansøgninger om ekstraordinær renovering fra 4 kollegier med tilsammen knap 500 boliger, heriblandt Tingbjerg Kollegiet, som der er fundet finansiering til med Budget12. Der arbejdes samtidig på at udvikle Tingbjerg Kollegiet som ”iværksætterkollegium” for at øge kollegiets konkurrenceevne.
MÅL 3: at sikre den kortest mulige ventetid på en ungdomsbolig for unge med akut behov for en bolig
- Etablering af én fælles indgang til kommunes støttede ungdomsboliger m.v.
Forvaltningerne vil i foråret 2012 - i samarbejde med de to indstillingsudvalg Centralindstillingsudvalget (CIU) og Kollegiernes Kontor i København (KKIK) – vurdere mulighederne for nye initiativer, der kan understøtte en smidigere afvikling af køen til de københavnske ungdomsboliger hvert år omkring studiestart i efterårssemesteret. Samarbejdet vil bl.a. omfatte en evaluering af kommunens retningslinjer for den såkaldte ”akutliste”. Forvaltningerne vil arbejde for, at der etableres én fælles indgang til de støttede ungdomsboliger i kommunen. Dette vil sikre en ensartet og gennemskuelig administration af kommunens retningslinjer til gavn for unge med et akut boligbehov.
MÅL 4: at lette unges adgang til byens øvrige boliger
- Fortrinsret for unge ved udlejning af almene familieboliger
Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen har i 2011 indgået nye udlejningsaftaler med de almene boligorganisationer, som bl.a. sikrer, at unge og studerende fortsat kan få adgang til boliger i de udsatte boligområder, hvor de kan bidrage til levende og mangfoldige boligområder. I 2010 fik ca. 1.500 personer i aldersgruppen 18 – 29 år en almen familiebolig efter disse regler (hele byen) svarende til, at 38 % af de i alt ca. 4.000 personer, der blev tilgodeset af reglerne, var unge i denne aldersgruppe. - Hurtigere boligtilbud til sårbare unge via den boligsociale anvisning
Med udlejningsaftalen har kommunen fået bedre muligheder for at hjælpe udsatte unge til en bolig de kan betale. Kommunen har således ekstraordinært fået anvisningsret til 250 flere boliger til en månedlig leje under 3.000 kr. Samtidig er kommunens anvisningsret til de almene ungdomsboliger forhøjet fra en 1/4 til 1/3. - Nyopførelse af familieboliger frigør små boliger til bl.a. unge
Ved tildeling af kommunal grundkapital prioriterer kommunen nyopførelse af almene familieboliger. Nybyggeriet bidrager til et mere varieret boligudbud og frigør små boliger til unge. Der er i de sidste par år givet tilsagn til nyopførelse af godt 1.000 nye familieboliger i forbindelse med Boligpakke 1 og 2, AlmenBolig+ m.v. - Huslejetilskud til studieegnede boliger i udsatte byområder
Kommunen har med Budget12 besluttet at bruge udfordringsretten til at forsøge at skaffe en hjemmel til at nedsætte huslejen i almene familieboliger med det formål at etablere flere studieboliger i de udsatte boligområder. Forslaget skal nærmere konkretiseres i dialog med Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. - Krav om mindre boliger i de nye byområder
I nye byområder skal mindst 20 % af de nye boliger have en størrelse på 50-70 m2, som bl.a. kan være attraktive for studerende og unge par. - Ledig ældreboligkapacitet udnyttes til unge
Kommunen har sammen med de almene boligorganisationer lavet en strategi for udnyttelse af de ældreboliger i København, som pga. den demografiske udvikling ikke længere kan lejes ud til den oprindelige målgruppe. Boligerne lejes bl.a. ud til unge. Ultimo 2011 er ca. 180 ældreboliger lejet ud til unge, heraf ca. 50 til internationale studerende.
MÅL 5: at levere målrettet information til unge, der vil flytte til København
Københavns Kommune har samlet relevant information, rådgivning og links på kommunens hjemmeside www.kk.dk/ungdomsboliger. Ambitionen er, at København skal have landets bedste digitale rådgivning.
Økonomi
Vedtagelsen af ’Boligstrategi for unge og studerende’ har umiddelbart ingen økonomiske konsekvenser for udvalgene eller Borgerrepræsentationen.
Videre proces
Den vedtagne boligstrategi vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside. Strategien tilsidesætter ikke den politiske beslutningsproces i kommunen i forbindelse med behandlingen af de enkelte projekter/indsatser, som er nævnt i strategien.
Boligstrategien følges i foråret 2012 op af en indstilling om evt. nye initiativer, der kan bidrage til at sikre kort ventetid på en ungdomsbolig for unge med et akut boligbehov. Indstillingen vil samle op på forvaltningernes igangværende dialog med aktørerne på ungdomsboligområdet om retningslinjer for udlejning af støttede ungdomsboliger og mulighederne for at få flere boliger tilsluttet fælles anvisning.
Boligstrategien for perioden 2012-2015 – herunder beslutningen om ikke at prioritere almene ungdomsboliger ved tildeling af kommunal grundkapital – forudsættes evalueret i 2. halvår af 2015 med henblik på, at Borgerrepræsentationen inden årets udgang kan justere målene, og fastlægge strategien for en ny periode.
Claus Juhl Hjalte Aaberg
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at ’Boligstrategi for unge og studerende i København, 2012 - 2015’ (bilag 2) vedtages.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 12. december 2011
Indstillingen blev udsat.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 23. januar 2012
Teknik- og Miljøudvalget stillede ændringsforslag til indstillingen om at tilføje et 2. og 3. at-punkt til indstillingen:
”2. at Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen udarbejder et budgetnotat med fokus på handlemuligheder for fremadrettet at fremme ungdomsboliger i Københavns Kommune. Udarbejdelsen af budgetnotatet skal inddrage mulige perspektiver fra såvel regeringens som omegnskommunernes tiltag på området.
3. at der foretages en evaluering af strategien i 2014”.
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning den 1. februar 2012.
Overborgmester Frank Jensen (A) stillede ændringsforslag til indstillingen om at tilføje et 2. og 3. at-punkt til indstillingen:
”2. at Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen udarbejder et budgetnotat med fokus på handlemuligheder for fremadrettet at fremme ungdomsboliger i Københavns Kommune. Udarbejdelsen af budgetnotatet skal inddrage mulige perspektiver fra såvel regeringens som omegnskommunernes tiltag på området.
3. at der foretages en evaluering af strategien i 2014”.
Indstillingen blev uden afstemning anbefalet med det stillede ændringsforslag.