Hjælp til samværsudgifter

Du kan søge om hjælp til udgifter, når du skal se dine egne børn under 18 år, som du ikke bor sammen med.

Du kan søge hjælp til udgifter i forbindelse med samvær med dine egne børn under 18 år, som ikke bor hos dig. Du skal dokumentere, at du har ret til samvær, enten ved at sende os en samværsresolution eller med anden dokumentation for, at du og den forælder, dine børn bor hos, har en aftale om samvær.

Bor børnene hos dig, kan du søge om hjælp til børnenes transport, når de skal være sammen med den forælder, de ikke bor hos. Hjælpen er det, vi kalder en enkeltydelse.

Du kan også søge om hjælp til samværsudgifter, når du skal se et bortadopteret barn, hvis du har fået fastsat samvær med barnet.

De udgifter, du kan søge om hjælp til, skal være "rimelige". Men det mener vi, at de kan betales af en almindelig lønindtægt. Det kan fx være udgifter til mad, transport eller en aktivitet.

Du kan ikke få hjælp til samvær med børn, som er anbragt uden for hjemmet.

Information og selvbetjening

Læs om, hvem der kan søge ydelsen, om krav til dokumentation, og hvordan du indsender dokumentation, du ikke har digitalt. Du kan også læse om, hvordan kommunen vurderer din økonomi. Det er en god ide at læse dette, før du søger. 

Vigtig information, inden du søger

Fold alle ud

Hvem kan søge?

Du kan søge om hjælp til samværsudgifter i disse tilfælde:

  • Barnet/børnene er under 18.
  • Du bor ikke sammen med barnet/børnene.
  • Du har ret til samvær med barnet/børnene.
  • De udgifter, du søger om, er "rimelige". Med det mener vi, at de kan betales af en almindelig lønindtægt. Det kan fx være udgifter til mad, transport eller en aktivitet.
  • Udgiften kan ikke dækkes efter anden lovgivning.
  • Du ikke selv kan betale, hverken via din indtægt, opsparing eller formue.

Krav til dokumentation

Du skal dokumentere din ret til samvær, dine økonomiske forhold og de udgifter, du har i forbindelse med samværet.

Al dokumentation skal være aktuel og fra dette kalenderår. Du skal dokumentere:

  • Samværets omfang, fx ved en samværsresolution, en skriftlig aftale om samvær mellem forældrene eller ved at give samtykke til, at vi må kontakte den forælder, som børnene bor hos, om dit samvær med børnene.
  • Grunden til, at du søger om hjælpen.
  • Udgiften, du søger om hjælp til, fx kvitteringer, billetter eller lignende.
  • En præcis beskrivelse af eventuelle udgifter til transport, fx oplysninger om transportform og pris.
  • En præcis beskrivelse af eventuelle udgifter til aktiviteter, fx sted, dato og tidspunkt for aktivitet samt prisen for voksen og barn.
  • Dit indkomstgrundlag, fx lønsedler eller oversigt over udbetaling af dagpenge eller SU.
  • Indtægter, som du ikke betaler A-skat af.
  • Indestående på alle dine og din ægtefælles bankkonti for de seneste 3 måneder.
  • Udgifter ved din bolig, f.eks. husleje, varme, el, vand, gas og indboforsikring.
  • Andre udgifter, f.eks. A-kassekontingent, børnepasning eller børnebidrag.
  • Din formue, f.eks. pensionsopsparing, værdi af ejer- eller andelsbolig, værdi af bil.

Sådan indsender du dokumentation, som du ikke har digitalt

Du kan finde det meste dokumentation digitalt. 

Hvis der er dokumentation, du ikke har digitalt, kan du scanne det ind på din computer eller tage et billede af det med din telefon.

Du kan få hjælp til scanning i indgang A0 på Gammel Køge Landevej 43. 

Her kan du også aflevere dokumentationen i fysisk form.

Sådan vurderer kommunen din økonomi

Når kommunen vurderer, om du er berettiget til hjælp i form af en enkeltydelse, ser vi blandt andet på din og din eventuelle ægtefælles økonomiske situation. Vi ser på, hvor meget du har til rådighed, når du har betalt dine faste udgifter til husleje, el, varme, indboforsikring og lignende. Det kalder vi dit rådighedsbeløb.

Rådighedsbeløbet skal bruges til de udgifter, du selv har indflydelse på. Det er f.eks. mad, tøj, dagligvarer, fritidsaktiviteter, gaver, opsparing, streamingtjenester, afdrag på gæld, telefonsamtaler, toiletartikler og nyanskaffelser.

I Københavns Kommune er der politisk vedtaget et vejledende rådighedsbeløb. Det bruger vi som udgangspunkt, når vi vurderer din økonomi. Selvom du har mindre end det vejledende rådighedsbeløb, har du ikke automatisk ret til en enkeltydelse. Vi vurderer altid dine samlede forhold konkret og individuelt.

Er du gift, indgår din ægtefælles økonomi i vores vurdering.

Bor du sammen med andre voksne, tager vi udgangspunkt i, at I deler de faste udgifter ligeligt.

De vejledende rådighedsbeløb i 2025 er:

  • 6.485 kroner for enlige
  • 10.504 kroner for gifte (tilsammen)
  • 5.252 kroner for samlevende (hver)

For pensionister

  • 7.250 kroner for enlige pensionister
  • 11.550 kroner for gifte og samlevende pensionister (tilsammen)
  • 5.775 kroner for samlevende (hver)

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål til dokumentation og kravene til dokumentation kan du læse mere på siden, hvor du kan ansøge om enkeltydelsen. 

Du kan også kontakte Ydelsesservice København på telefon 82 56 40 55.

Du kan også få hjælp i i indgang A0 på Gammel Køge Landevej 43.

Sagsbehandlingstid

Se, hvor lang tid kommunen bruger på sagsbehandling, ved at følge linket og vælge 'Enkeltydelser' i fold-ud-menuen.

Kontakt

Ydelsesservice København

2500 Valby

Telefontider

Mandag

10:00 - 12:00

Tirsdag

10:00 - 12:00

Onsdag

10:00 - 12:00

Torsdag

10:00 - 12:00

Fredag

10:00 - 12:00

Postadresse: 

 

Postboks 210

1502 København V

 

OBS: Onsdagslukket i uge 26-30