Cykelstier på Valby Langgade

I 2024 etablerer vi cykelstier på den centrale del af Valby Langgade. Her kan du læse mere om projektet, få aktuel trafikinformation og tilmelde dig projektets nyhedsbrev.

Status på vejarbejdet

Så langt er vi nået

  • De nye fortove mellem Toftegårds Allé og Valhøjvej på sydsiden er færdige bortset fra indkørslen ved Valby Langgade 37-39.
  • Hele cykelstien på den sydlige side mellem Toftegårds Allé og Gammel Jernbanevej er færdig. 
  • Vejarbejdet på strækningen mellem Annexstræde og Skolegade er i fuld gang. Strækningen er dog ikke længere ensrettet, da der kun arbejdes med fortov/cykelsti på den sydlige side af vejen. 
  • Der er indrettet materialeplads på Bykildevej, på selve Valby Langgade op mod Søndermarken, på Ved Ovnhallen og i Skolegade.

Stadig ensretning ved Gammel Jernbanevej

Valby Langgade er stadig ensrettet for biler fra Gammel Jernbanevej til krydset ved Søndre Fasanvej. Biler og busser ledes via Annexstræde og Gammel Jernbanevej. Cyklister kan køre i begge retninger, men kan få indskrænket arealet. 

Ensretning ved Annexstræde ophævet

Valby Langgade er ikke længere ensrettet fra Skolegade til Annexstræde. Vær dog opmærksom på, at al parkering mellem Annexstræde og Tingstedet er permanent nedlagt. 

Busserne er stadig omlagt i retning mod byen. Biler kan køre via Valby Langgade frem til Søndre Fasanvej og Toftegårds Allé. 

Se kort med omkørsel for biler og busser juni-september 2024

Kirstinedalsvej, Bykildevej og indkørslen ved Valby Langgade 39-41 spærres midlertidigt pga. nye overkørsler

  • Indkørslen ved Valby Langgade 39-41 lukkes for al biltrafik fra den 1. juli, hvor der skal etableres ny overkørsel ind til baggården. Efter planen kan indkørslen åbnes for person biler efter ca. to uger. For køretøjer over 3.500 kg vil indkørslen være åben igen efter en måned. De berørte beboere og erhverv har fået direkte besked.  
  • Kirstinedalsvej bliver fra midt juli til midt august lukket for indkørsel ved Valby Langgade, mens der etableres overkørsel på stedet. Samtidig ophæves ensretningen på Kirstinedalsvej, så biler kan komme til og fra vejen via Bag Søndermarken. De berørte beboere og erhverv har fået direkte besked. 
  • Bykildevej bliver i august og ca. en måned frem lukket for ind- og udkørsel ved Valby Langgade, mens der etableres cykelsti og overkørsel på stedet. Biler kan i perioden komme til og fra Bykildevej og Brøndkærvej via Søndre Fasanvej. De berørte beboere har fået direkte besked. 

Cyklister og fodgængere bliver ikke påvirket af de tre midlertidige spærringer.  

(Status er opdateret den 2. juli 2024)

Det skal der ske på Valby Langgade

Valby Langgade skal gøres mere sikker for gadens mange cyklister. Derfor bygger vi i 2024 cykelstier på Valby Langgade - både mellem Gammel Jernbanevej og Søndre Fasanvej og mellem Skolegade og Annexstræde. 

Strækningen mellem Søndre Fasanvej og Tingstedet får ikke cykelstier. I stedet kommer der fartdæmpende vejbump. 

Som led i projektet bliver kørebaner og fortove samtidig renoveret. Sidst i projektet renoverer vi også lyskrydset ved Søndre Fasanvej.

Se oversigtskort med det færdige projekt

Vejarbejdets faser

Arbejdet på Valby Langgade foregår i tre faser, der lapper delvist ind over hinanden. Fasernes numre er pt. ikke kronologiske, da det sent i planlægningen blev nødvendigt at rykke rundt på rækkefølgen pga. udefrakommende forhold. Tidsplanen er med forbehold for ændringer.

Hvornår arbejder vi hvor - se kort med faseplanen

Få nyhedsbrev med information om vejarbejdet

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende nyt om vejarbejdet og de trafikale ændringer på og omkring Valby Langgade

Hvem kan du kontakte under vejarbejdet?

Har du brug for at få afleveret varer bag en afspærring, eller har du andre praktisk spørgsmål til vejarbejdet. Så kan du kontakte entreprenørfirmaet Ebbe Dalsgaard A/S, som står for vejarbejdet. Skriv til ms@edas.dk eller ring på tlf. 49 14 17 20. 

Du kan også kigge forbi Brøndkærvej, hvor entreprenørens skurvogn er åben for personlige henvendelser hver tirsdag kl. 10-12. 

Har du spørgsmål til selve projektet, kan du skrive til projektlederen i Københavns Kommune på anlaeg-cykelogvej@kk.dk 

Sådan kommer du rundt under vejarbejdet

Mens vi anlægger de nye cykelstier, er vi nødt til at ensrette dele af Valby Langgade for motorkøretøjer. Også busserne vil noget af tiden køre ad lidt andre ruter.  

Der vil i hele perioden være åbent for cyklister og gående i begge retninger. 

Bor eller kommer du i nogle af sidegaderne til Valby Langgade, så vær opmærksom på, at de ensrettede gader, der munder ud i Valby Langgade, kan få vendt eller ophævet ensretningen midlertidigt pga. vejarbejdet. Følg skiltningen. 

Se kort med omkørsel for biler og busser juni-september 2024

Obs! Også vejarbejde længere ude på Valby Langgade

Samtidig med cykelstiprojektet bliver tre kryds længere ude ad Valby Langgade gjort mere sikre. Dette arbejde foregår, hvor Vibeholmen, Nakskovvej og Vigerslevvej møder Valby Langgade og vil påvirke trafikken på denne del af Valby Langgade, især for biler. 

Læs mere her om forbedringen af de tre kryds længere ude ad Valby Langgade

Spørgsmål og svar

Vis alle

Hvad sker der med parkeringspladserne?

Parkering under vejarbejdet: Mens dele af Valby Langgade ensrettes midlertidigt pga. vejarbejdet, inddrages p-pladserne, så der er plads til mandskab og maskiner, og så cyklister og fodgængere kan passere i begge retninger. P-pladserne nedlægges i takt med, at arbejdet skrider frem, og kommer ikke tilbage. Dvs. at: 

  • P-pladserne mellem Gammel Jernbanevej og Søndre Fasanvej-krydset nedlægges permanent i løbet af marts-april 2024. 
  • P-pladserne mellem Annexstræde og Skolegade nedlægges permanent fra maj 2024. 
  • P-pladserne mellem Skolegade og Søndre Fasanvej-krydset bevares uændret.

Parkering når projektet er færdigt: For at få plads til de nye cykelstier er det nødvendigt at fjerne 42 p-pladser på Valby Langgade permanent, da vejen ikke er bred nok til, at der både er plads til cykelstier, biltrafik og parkeringspladser i begge sider. 

Da parkeringsmulighederne allerede ændrer sig, når vejarbejdet går i gang, skal bilister indstille sig på følgende: 

  • P-pladserne mellem Søndre Fasanvej og Gammel Jernbanevej forventes nedlagt fra marts 2024. 
  • P-pladserne mellem Annexstræde og Skolegade forventes nedlagt fra maj 2024.
  • P-pladserne mellem Skolegade og Søndre Fasanvej bevares uændret. 
  • Ud for Annexstræde 12 omdannes to almindelige p-pladser permanent til varelevering, som kan benyttes ved ærinder til denne del af Valby Langgade. 
  • Ud for Gammel Jernbanevej 2 omdannes to almindelige p-pladser permanent til varelevering, som kan benyttes ved ærinder til denne del af Valby Langgade.

Se kort med den endelige løsning, herunder de bevarede p-pladser (PDF)

 

Hvad sker der med busserne?

Busomlægninger i perioden juni-september 2024: Pga. vejarbejdet er der nødvendigt at omlægge buslinjerne 18, 26 og 93N i forskellige perioder.

Se kort med omkørsel for biler og busser juni-september 2024

Efter vejarbejdet: I den færdige løsning kører busserne på Valby Langgade som før, og de midlertidigt nedlagte stoppesteder genåbner. 

Hvordan er projektet blevet til?

Projektet til forbedring af cyklisternes forhold på Valby Langgade blev politisk godkendt med Budget 2020. Dengang blev det besluttet, at der skulle være cykelsti på hele strækningen fra Annexstræde til Gammel Jernbanevej. Men efter stærke, lokale ønsker ændres strækningen mellem Tingstedet og Søndre Fasanvej ikke. Her kommer der alene et vejbump, som skal dæmpe bilernes fart. Se kort med det endelige projekt (PDF

Dialog med lokalområdet

Projektet i sin nuværende form kom på plads i 2023 og er resultatet af en lokal københavnerinddragelse, hvor over 600 Valby-borgere gav deres mening til kende om forskellige løsninger til, hvordan det kunne blive mere trygt og sikkert at cykle på Valby Langgade. På den baggrund godkendte Teknik- og Miljøudvalget i 2023 en løsning, der forbedrer cyklisternes sikkerhed og samtidig bevarer landsbystemningen og busstoppestederne omkring Tingstedet. Læs Teknik- og Miljøudvalgets beslutning og se alle bilag inkl. opsamlingen fra borgerinddragelsen

Mangeårigt ønske om cykelstier

Projektet udspringer oprindelig af den såkaldte Cykelstiprioriteringsplan - et projekt, hvor københavnere og andre, der færdes i byen tilkendegav, hvor de savnede cykelstier i København. På det grundlag blev der lavet en plan for, hvor  og hvornår der skulle etableres nye cykelstier i byen. Der var mange ønsker til cykelstier på den centrale del af Valby Langgade, og det kom derfor med i Cykelstiprioriteringsplanen og dannede afsæt for det aktuelle cykelstiprojekt på Valby Langgade.

Hvornår bliver der arbejdet hvor?

Arbejdet vil blive udført på hverdage mellem kl. 7.00 – 19.00 og muligvis enkelte lørdage mellem kl. 8.00 – 17.00. 

Der vil være almindelig byggepladstrafik og -støj, mens arbejdet står på. Vi bestræber os på at minimere generne mest muligt. 

Hvis dele af vejarbejdet skaber særlige gener for beboere og/eller butikker, varsler vi arbejdet via SMS. Tilmeld dig SMS-servicen her. 

Vejarbejdet er opdelt i tre faser:

  • Fase 1 (marts-august 2024): Vejarbejde på Valby Langgade mellem Gammel Jernbanevej og krydset Søndre Fasanvej / Toftegårds Allé.
  • Fase 2 (maj-juli og september-oktober 2024): Vejarbejde på Valby Langgade mellem Annexstræde og Skolegade.
  • Fase 3 (oktober 2024): Kortvarigt nat-og weekendarbejde, mens vi lægger nyt slidlag og renoverer lyskrydset ved Søndre Fasanvej / Toftegårds Allé.

Se kort med de tre faser

Trafikken bliver omlagt forskelligt i hver af de tre faser, både for biler og busser. Cyklister og fodgængere kan passere i begge retninger i hele perioden.

Se kort med omkørsel for biler og busser juni-september 2024

Se kort med omkørsel for biler og busser juni-september 2024

Hvad bliver hastighedsgrænsen efter ombygningen?

Hastighedsgrænsen vil være 40 km/t. Denne fartgrænse er allerede indført på Valby Langgade fra Søndre Fasanvej og vestpå og udvides i dette projekt til også at gælde på strækningen mellem Gammel Jernbanevej og krydset ved Søndre Fasanvej. 

Hvorfor kommer der ikke cykelsti mellem Tingstedet og Søndre Fasanvej?

I udviklingen af projektet har der fra lokal side været ønske om at bevare landsbystemningen, busstoppestederne og p-pladserne på strækningen mellem Skolegade og Søndre Fasanvej / Toftegårds Allé. 

Vejen er for smal til, at dette kan lade sig gøre, hvis der samtidig skal være cykelsti i begge sider. Så for at imødekomme det lokale ønske for strækningen kommer der ikke cykelstier på denne strækning. Der vil i stedet blive etableret hastighedsdæmpende tiltag i form af vejbump.  

Hvorfor bliver Tingstedet ikke renoveret samtidig?

Der har været et lokalt ønske om at ændre belægningen på Tingstedet, så der i stedet for brosten kom en hævet flade med almindelig asfalt, og så fodgængerfeltet samtidig blev gjort bredere. 

Disse ændringer blev foreslået under budgetforhandlingerne for 2024, for at de i så fald kunne laves samtidig med resten af vejarbejdet på Valby Langgade. Der var dog ikke politisk flertal for at få det med i budgetaftalen for 2024. Derfor sker der ingen ændringer på Tingstedet i denne omgang.

Læs mere om Valby Lokaludvalgs budgetønske 2024 for Tingstedet

Hvorfor bliver hele Valby Langgade ikke permanent ensrettet?

I budgetforhandlingerne for 2022 var der forslag fremme om at ensrette Valby Langgade samtidig med cykelstiprojektet, men dette forslag blev ikke vedtaget. Derfor er ensretning ikke en del af det aktuelle cykelstiprojekt.

Trafikalt vil en ensretning desuden være svær at realisere pga. infrastrukturen i området. En ensretning af Valby Langgade vil bl.a. betyde, at biler og busser skal ledes via Annexstræde og Gammel Jernbanevej i den ene retning - to gader, der ikke er dimensioneret til den mængde biler og busser, som i dag benytter Valby Langgade.  

Kontakt

Cykel- og Vejprojekter 1

Teknik- og Miljøforvaltningen

Islands Brygge 37

2300 København S