Fælledparken
Fælledparken er folkets park
Fælledparken er byens mest besøgte park, og det er der en god grund til.
Da Fælledparken blev anlagt i 1908-1914, var idéen nemlig, at den skulle være folkets park med mulighed for boldspil, atletik og et sted, hvor der kan holdes store møder og fester.
Store, smukke træer, grill, blomsterhave og hundegårde
Fælledparken er en gammel park med et væld af smukke, store træer, og der er mulighed for at sidde og grille i parken eller bare nyde et ophold i det grønne.
Man kan også sidde i den nye blomsterhave ved søen og nyde blomsterne og udsigten over søen og de store plæner.
Der er desuden to hundegårde med masser af socialt samvær for både hunde og ejere.
Lege- og motionsmuligheder for alle
Der er i dag næsten ingen grænser for, hvad du kan kaste dig ud i af aktiviteter – her er et lille udsnit:
- En 3,5 km lang og seks meter bred sti til gå- eller løbeture
- Smuk staudehave med masser af siddepladser og udsigt til søen
- Besøg Sansehaven til mindre børn
- Leg på Tårnlegepladsen
- Leg på Trafiklegepladsen
- Leg på legepladsen ved Serridslevvej
- Fodboldtræning på de seks turneringsbaner eller den nye kunstgræsbane
- Sommerdans på den nye dansescene
- Nordeuropas største skatepark
- Motionsstationer
- Løbehjulsbane
- Sommermotion
- Masser af begivenheder som DHL-løbet, 1. maj – Arbejdernes Internationale Kampdag – og festivaller som pinsekarnevallet