Mødedato: 10.10.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Godkendelse af revideret jordregulativ

Se alle bilag
I henhold til den nye affaldsbekendtgørelse skal Borgerrepræsentationen godkende det reviderede jordregulativ efter høring.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler 
  1. at godkende det reviderede jordregulativ.

Problemstilling

Den 21. juni 2007 blev der indgået en bred politisk aftale i Folketinget om organisering af affaldssektoren. Et af hovedelementerne i aftalen var at sikre en effektiv service og administrativ forenkling på jord- og affaldsområdet. En udmøntning af aftalen er bl.a. en ændring af miljøbeskyttelsesloven og en ny affaldsbekendtgørelse, der trådte i kraft 25. marts 2011. Som konsekvens heraf er Københavns Kommunes jordregulativ blevet revideret for at være i overensstemmelse med de nye regler. Det reviderede jordregulativ fremgår af bilag 1.

Den 26. maj 2011 besluttede Borgerrepræsentationen at sende det reviderede jordregulativ i offentlig høring. Regulativet blev den 9. juni 2011 annonceret i lokalbladene samt på kommunens høringsportal www.blivhoert.dk for derigennem at give enhver mulighed for at kommentere forslaget. Frist for fremsendelse af kommentarer blev i overensstemmelse med affaldsbekendtgørelsen fastsat til den 7. juli 2011 (4 uger). Teknik- og Miljøforvaltningen modtog kun et enkelt høringssvar(bilag 3), som ikke gav anledning til forslag om indholdsmæssige ændringer af jordregulativet, jf. vedlagte svar fra forvaltningen (bilag 4).

Løsning

Jord, som indehaveren skiller sig af med - eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med - reguleres i dag som alt andet affald. I henhold til den nye affaldsbekendtgørelse skal kommunerne udarbejde et selvstændigt regulativ for jord, som er affald. Formålet med et jordregulativ er at sikre, at håndteringen af jord sker på lovlig og miljømæssig korrekt vis. Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledning, som indeholder et forslag til udformning af et kommunalt regulativ for jord.
Københavns Kommune har i forvejen et velfungerende regulativ for anvisning og anmeldelse af jord, og regulativet er alene blevet revideret i forhold til affaldsbekendtgørelsens ændrede regler om registrering og indberetning af jord- og affaldsdata. Ændringerne betyder, at virksomheder, der erhvervsmæssigt håndterer jord omfattet af regulativet, fremover skal lade sig registrere og årligt indberette håndterede jordmængder, forureningstyper m.m. til et nationalt affaldsdatasystem. Miljøstyrelsen er ansvarlig for dette system.

Derudover er der i jordregulativet blevet foretaget visse redaktionelle ændringer for at gøre teksten mere forståelig for borgerne og virksomhederne i Københavns Kommune. I det reviderede jordregulativ er adgangen til at ændre regulativets tekniske retningslinjer i de tilhørende bilag 1.1 – 1.3 fortsat delegeret til Teknik- og Miljøforvaltningen, medmindre ændringerne vil få større miljømæssige, økonomiske eller administrative konsekvenser - hvilket i så fald kræver godkendelse af Teknik- og Miljøudvalget samt Borgerrepræsentationen.

Økonomi

Det reviderede jordregulativ får ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Indstillingen forventes behandlet i Teknik- og Miljøudvalgets møde den 10. oktober 2011 og i Borgerrepræsentationens møde den 3. november 2011. Det nye jordregulativ træder i kraft den 1. januar 2012. Ved jordregulativets ikrafttræden ophæves jordregulativ af 1. april 2008.


Hjalte Aaberg
/ Charlotte Korsgaard

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 10. oktober 2011:

 

Indstillingen blev anbefalet.
Til top