Hans Tavsens Park og Hans Tavsens Gade
Hans Tavsens Park og Hans Tavsens Gade skal omdannes til et sammenhængende grønt område, der både understøtter nuværende og nye rekreative aktiviteter samt indbyder til nye naturoplevelser. Samtidig skal Hans Tavsens Park kunne opsamle skybrudsvand fra lokalområdet for at undgå oversvømmelser af veje og kældre, når fremtiden byder på vådere vejr med flere skybrud. Projektet er en del af kommunens skybrudsplan og anlægges i samarbejde med HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.
Anlægsfasen strækker sig over perioden 2025 – 2028, men forløber over forskellige etaper rundt i området.
Sådan bygger vi om - En klimatilpasset park og nye grønne byrum
Projektområdet omfatter Hans Tavsens Park, Hans Tavsens Gade og Kapelvej ud for Hellig Kors Kirke. Projektet indebærer:
- Parken får både områder med lavninger i terrænet og plane græsflader, så parkens nye skybrudsfunktion spiller sammen med de mange rekreative funktioner og behov.
- Den bemandede legeplads i øst renoveres, og den bemandede legeplads i vest omdannes til et åbent legeområde i forbindelse til Nørrebro Park Skole med bl.a. street basket og en kunstgræsbane.
- Gaderummet mellem Blågård Skoles bygninger indrettes som bilfrit byrum med regnbede og mulighed for udvidet skolegård.
- Kirkehaven åbnes op ud til Hans Tavsens Gade, og kirkens forplads på Kapelvej omlægges med ny belægning og øget beplantning.
- Terrænbearbejdningen, der er nødvendig for skybrudssikring af området, indebærer fældning af træer i parken. Projektet er designet med fokus på at bevare de ældste og største træer, og der vil blive plantet mange nye træer, som er nøje udvalgt for på sigt at fremme biodiversiteten.
-
Der anlægges en underjordisk pumpestation, der kan lede vand fra parkens lavninger videre til renseanlægget, så skybrudsvand ikke optager lavningerne længere end højst nødvendigt.
Se kort over fremtidige forhold i projektområdet nederst på siden.


HOFOR anlægsarbejde udføres i perioden januar 2025 – august 2025.
Fold alle ud
Fold ud og læs mere om HOFORs del af projektet.
HOFORS del af projektet indebærer etablering af en underjordisk pumpestation og ledninger, som kan lede skybrudsvand ud af parken og videre til renseanlægget, når parkens lavninger er blevet fyldt. Denne del af anlægsarbejdet forventes at ske i perioden fra januar 2025 – august 2025. HOFORs byggeplads vil kun optage et mindre areal i parken.
HOFORS anlægsarbejde har følgende påvirkninger i området:
- Arbejdstid på byggepladsen: Arbejdet på byggepladsen foregår på hverdage mellem kl. 7.00 - 15 00 - og på enkelte dage frem til kl. 17.00. Eventuelt ekstra arbejde vil blive varslet af HOFOR i god tid.
- Støj og vibrationer: Arbejdet kan støje en del og skabe vibrationer i området. I en periode på ca. to uger i foråret 2025, skal spuns (jernvægge) vibreres ned i jorden. Det er karakteriseret som ”særligt støjende” arbejde og vil blive varslet til beboere i området i god tid.
- Transportkørsel: HOFOR forventer tilkørsel af 1-3 lastbiler til byggepladsen dagligt – dog kan der køre op til 10 lastbiler på særligt intense udgravningsdage.
- Trafikale påvirkninger: Cykelstien i Hans Tavsens Gade vil kortvarigt være spæret, når HOFOR anlægger ledninger i Jesper Brochmands Gade og i krydset Struenseegade/Jesper Brochmands Gade. I de korte perioder må bilister og cyklister forvente at blive omdirigeret. Der vil blive varslet med skilte om spærringer i god tid.
- Adgang til toilet: Det offentlige toilet vil være tilgængeligt under HOFORs anlægsarbejde.
Københavns Kommunes anlægsarbejde udføres i perioden efterår 2025 – sommer 2028.
Fold alle ud
Fold ud og læs mere om kommunens del af projektet.
Kommunes del af projektet indebærer selve ombygningen af Hans Tavsens Park, gaderummet i Hans Tavsens Gade og kirkeforpladsen på Kapelvej. Projektet er lige nu i sin sidste projekteringsfase med planlagt anlægsopstart i efteråret 2025. Anlægsarbejdet vil forløbe i etaper, hvor byggepladsen vil rykke sig i takt med, at arkæologiske undersøgelser og kommunens parkombygning løbende færdiggøres. Formålet med dette er en smidig anlægstakt, hvor mindre eller større dele af parken hele tiden vil kunne holdes åben for parkens brugere, og de færdige etaper løbende kan ibrugtages.
På nuværende tidspunkt er etapeplanen planlagt ud fra disse principper:
- Hver etape i Hans Tavsens Park starter med arkæologisk undersøgelse af Københavns Museum, og kommunen overtager arealet, når arkæologerne løbende bliver færdige.
- Hans Tavsens Park indeholder lige nu 5 etaper og starter fra øst på den bemandede legeplads og slutter i vest med kunstgræsbane og legeområde ved Nørrebro Park Skole.
- Hans Tavsens Gade fra Blågård Skole til og med kirkens forplads på Kapelvej udføres løbende parallelt afhængigt af dels arkæologernes arbejde og dels af, hvornår ombygningen af Blågård Skole står endelig færdig.
-
Cykelstien i Hans Tavsens Gade langs parken udføres som det sidste, da den vil fungere som byggepladsvej i stor del af anlægsperioden.
Den endelige etapeplan fastlægges i samarbejde med entreprenøren, som udpeges i sommeren 2025. Derudover afhænger takterne bl.a. af, hvor hurtigt arkæologerne arbejder sig frem, og tidsplanen for den igangværende skolerenovering af Blågård Skole. Ændringer vil fremgå på denne side.
Arkæologiske undersøgelser af levn fra fortidens København
Fold alle ud
Fold ud og læs mere om de arkæologiske undersøgelser.
Parken er tidligere kirkegårdsareal under Assistens Kirkegård, og i jorden ligger blandt andet ofre for Koleraepidemien i København i 1853 begravet. Området var i den periode frijord, hvilket vil sige kirkegård for de fattigste københavnere.
Anlægsarbejdet giver en unik mulighed for at undersøge og opnå større indsigt i livsvilkårene for københavnere, der levede i 1700-1800-tallet. Særligt vilkårene for den fattige del af befolkningen indgår sjældent i skriftlige kilder for denne første halvdel af industrialiseringen.
Derfor foretager Københavns Museum løbende arkæologiske undersøgelser i forbindelse med ombygningen af parken. Arkæologerne vil undersøge sundhedstilstanden på et udsnit af skeletterne, og resultaterne vil indgå i forskning omkring sundhed. De vil også se på gravenes udformning i forhold til datidens kulturelle og religiøse forestillinger om døden for denne del af befolkningen. Selve indretningen af den gamle kirkegård undersøges også.
Spørgsmål og svar
Fold alle ud
Hvilke områder i parken kan man bruge under anlægsfasen og hvornår?
De tilgængelige områder vil variere i takt med anlægsetaperne. Den endelige etapeplan fastlægges i samarbejde med entreprenøren, som udpeges i sommeren 2025.
Principperne for den nuværende etapeplan kan læses under afsnittet om kommunens projekt ovenfor
Hvordan kommer man sikkert til og fra skole under anlægsarbejdet?
Forvaltningen har været i dialog med Nørrebro Park Skole og Blågård Skole omkring en alternativ sikker skolevej til og fra skole. Det vil være et særligt opmærksomhedspunkt under anlægsetaperne, og Forvaltningen vil løbende holde møder med skolerne og aftale hvilke ruter, der giver bedst mening i takt med projektet.
Hvor mange træer fældes og hvad kommer der i stedet?
Der skal i alt fældes 50 træer i Hans Tavsens Park ud af de 239 træer, der findes i projektområdet i dag.
Der plantes 268 nye træer i projektområdet sammen med øvrig ny buske- og staudebeplantning både i parken og det øvrige projektområde. Der er fokus på at skabe et bredt træartsvalg, som både på sigt vil højne biodiversiteten og skabe en fremtidig robust artssammensætning, der også bidrager til nye oplevelser af bynatur. De øvrige eksisterende træer vil fortsat spille et stort aktiv for parken. Den nye beplantning læner sig op ad den eksisterende, så der bliver et samspil mellem ny og eksisterende.
Der er høj opmærksomhed på at beskytte den eksisterende beplantning under anlægsfasen med særlige forholdsregler omkring fx drypzoner.
Nedlægges der parkeringspladser?
Der er i dag seks parkeringspladser i Hans Tavsens Gade ud for Hellig Kors Kirke. Disse nedlægges og erstattes af seks parkeringspladser, som etableres på Kapelvej lige nord og syd fra Korsgade.
Kort over eksisterende og fremtidige forhold med træer i Hans Tavsens Park
Kontakt
For spørgsmål der ikke findes svar på her på hjemmesiden, er du velkommen til at skrive til hanstavsenspark@kk.dk. Det gælder både spørgsmål til kommunens del af projektet såvel som HOFORs del.